Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · 2. uddrag af Kai M. Brandts bog · Personalet, Danmarkshavn 1948-1949

"Nordlys og Slædespor"
3. uddrag af Kai M. Brandts bog

Nu blev besætningen spredt som avner for vinden. Men de fleste havde dog fået Grønland i blodet!

Steen og Knud valgte at tage endnu et år i Danmarkshavn.

Det gjorde Kokken også, men han måtte en tur rundt om Ortopædisk Hospital, før han atter kunne udrejse til Grønland. Det blev for ham et livslangt arbejde i Grønlandstjenesten.

Frandsen, Palsby, Kokken, Brandt og Dinesen fra Daneborg ved hjemkomsten
Frandsen, Palsby, Kokken, Brandt og Dinesen fra Daneborg ved hjemkomsten

Hansen skulle hjem til en skilsmisse og en bodeling, før han genoptog sit gamle arbejde hos DSB.

Palsby valgte at tage to år som radiosondeleder i Thule, før han genoptog sit gamle job som journalist. Han blev siden ansat i Danmarks Radio og TV.

Thomsen tog nogle år i Grønland, før han fortsatte indenfor militæret og NATO.

Min skæbne var for længst fastlagt. jeg glædede mig til mit bryllup med Inge, der havde ventet så trofast på mig.

Bryllupsrejsen gik til - ja, gæt hvorhen!

Vi ankom til Godthåb i 1952. Som telegrafmester blev jeg udstationeret i kolonierne fra Frederikshåb i syd til Thule i nord. Is og sne og pragtfuld natur var rammen om vort familieliv.

Mine to døtre er født i Godhavn og har tilbragt deres barndom i Grønland, indtil uddannelsen krævede at de tog til Danmark. Her mødtes så familien atter, da pensionsalderen var nået.

Danmarkshavn var ikke blot vore længslers mål, men en station der måtte følge med tiden og udviklingen. Tiden havde vist at stationen var en uhyre vigtig brik i vejrprognoserne for vejret i Amerika, Nordatlanten og Europa.

I august måned 1988 fik vi fire veteraner fra byggeperioden en pragtfuld chance til at gense Danmarkshavn!

Det var 40 år siden, jeg havde stukket næsen i den lerede, smattede brink. Nu var Kokken, Poulsen, Palsby og jeg inviteret på en tur gennem polarisen med det norske ekspeditionsskib "Polar Queen".

Skibet var årets forsyningsskib til Danmarkshavn og Sirius. Dette magtfulde norske ishavsskib sejlede om vinteren ved Sydpolen og på Grønlands østkyst om sommeren. Med dets moderne navigationsudstyr og helikopter, kunne det klare sig selv gennem isen.

Personalet på stationen var i feststemning. De havde glædet sig i månedsvis til denne årets eneste besejling og hilste os med salut.

Vi kiggede undrende på den moderne station. De havde godt nok fået nye bygninger, men de gamle grønne bygninger og de brune antennemaster stod der stadig. De stod for nedrivning, da fyrre års slid havde sat sine spor.

De nye bygninger var hypermoderne og gav de otte mand gode forhold at leve under. Stort rummeligt værelse til hver mand, stor dagligstue med masser af bøger, dybe lænestole og TV. Køkkenet var en drøm for en kok, med køleskab og køkkenmaskiner.

Den sanitære afdeling var udbygget med toiletter, bad og vaskemaskiner, som en grel kontrast til den komfort vi kunne præstere i 1948.

På den anden side af Østerelven lå vejrstationen. Her var alt radiosondearbejde og vejrobservationer styret af en computer. Radioforbindelserne kunne klares med en lille sender, da det kun var fly- og skibstrafik og lokale forbindelser der skulle klares på denne måde. Al anden trafik blev afviklet over satellit.

Det var mærkeligt at tænke på, at man blot behøvede at løfte telefonrøret, for at få forbindelse med hele verden.

Samme sted lå også det nye pakhus, som nærmest lignede et supermarked. Elværkerne - jo, der var to - var anbragt forskellige steder, for at undgå elstop ved brand og havari.

Det gamle hus fra Danmark-ekspeditionen, der havde fået nyt navn - "Danmarks Minde" - var nænsomt vedligeholdt og havde bevaret sit oprindelige inventar. Det havde også jubilæum i år, 80 år!

Totalfredningen af både sø- og landpattedyr viste sig at bære frugt. Hvalrossen svømmede rundt i havnen mellem isfjeldene, uden at lade sig forstyrre af losningen. Isbjørnen var en hyppig gæst mellem husene og måtte holdes på afstand med lyssignalpistoler.

Selv polarulven lod sig se tidligt om morgenen ved køkkenaffaldet. Mellem husene løb polarræv og polarhare rundt uden frygt. Kokkens kæledyr - en hermelin - løb rundt på gulvet i opholdsstuen og tiggede rullepølse ved bordet.

Det besværlige lossearbejde var lettet af moderne maskiner og helikopteren kunne på ingen tid bringe benzintønderne i land. Kun få dage tog det at bringe forsyningslasten ind.

Vi fire gamle veteraner var dybt benovede over hvad vi så, og følte ingen trang til at tale om vort arbejde dengang.

Vi blev fejret på behørig vis og modtog hver en jubilæumsgave ved en festmiddag om bord på skibet, inden vi afgik sydover til Daneborg, der var hjemsted for slædepatruljen SIRIUS.

Pludselig var opholdet slut. Nu stod vi i agterstavnen og så landet glide væk.

Vemodigt - men det var en dejlig fornemmelse at vide, at Danmarkshavn var blevet denne effektive vagthund, på tærsklen af vejrgudernes værksted.

Meget kunne mennesket ændre - men naturen og vejret måtte det opgive at gøre noget ved - endnu!"

Indhold · 2. uddrag af Kai M. Brandts bog · Personalet, Danmarkshavn 1948-1949