Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · Juli 1949 · 3. uddrag af Kai M. Brandts bog

"Nordlys og Slædespor"
2. uddrag af Kai M. Brandts bog

Vi modtog telegram hjemmefra om hvilke planer der var med stationen i sommer. Vi skulle have radiosondebygningen opført. Vi fik telegrafisk anvisning på fundamentet, så vi kunne begynde på støbningen. Der skulle opføres et brinthus, der skulle indeholde en brintgenerator, som kunne spare den dyre transport af brintflasker. Der skulle opsættes to store olietanke, så vi ville have dieselolie til to år.

Der var nok at gå i gang med inden forsyningsskibet skulle komme. Det var hensigten at opsende tre nye radiosondeassistenter, som sammen med Palsby kunne danne et vagthold, så det blev muligt at udvide tjenesten til at opsende to radiosonder i døgnet. Herudover skulle vi indskrænke besætningen på stationen, da de fleste af vore håndværkere skulle hjem.

Eli og Kasper havde hjemve, så de ville blive afløst af en handymand. Ham havde vi i øvrigt fundet. Han havde været fangstmand et år på fangststationen i Loch Fyne, men havde haft misfangst, så han ville gerne tjene lidt penge for at opveje dette.

Lehmann skulle afløses som telegrafist, da han gerne ville sydover til Prins Christianssund. Julle og Frede havde søgt om forflyttelse til Aputiteq. Kristen skulle op til grev Knuth i Pearyland. Poulsen, som jo var udlånt et år, skulle tilbage til militæret. Erik og Villy ville begge gerne blive sammen med den gamle besætning i endnu et år. Det var Kokken, Hansen, Palsby, Gert og mig der ville blive. Der skulle således opsendes fem mand med skibet. Tre radiosondeassistenter, en stationsleder og en telegrafist. Herudover et team sommerhåndværkere, der skulle klare nybyggeriet, på de tre uger skibet skulle ligge i havnen.

Det var Amdrup, der skulle op i isen endnu en gang. Skibet forventede afgang fra Trangraven den 15. juli. Imens gik vi i gang med de arbejder vi havde fået telegrafisk anvisning på. Herudover fik Hansen lavet en fundamentstøbning med smøregrav til en jeep, som han havde ønsket sig. Vi fik lavet øjebolt så vi til vinter kunne trække reb fra hus til hus. Nu var vi kede af at risikere liv og lemmer under de uundgåelige orkaner.

Vi nedsatte også en "lokumskommission", så vi kunne finde en metode til at klare dette ømtålelige problem. Vi barslede med et forslag, en eller anden havde set i en grønlandsbog. Et normalt lokum blev opført og fast barduneret ved bredden af Østerelven. Kun indmaden var speciel. I stedet for en spand, var der lavet en skrå metalrende ned mod bagvæggen. Her var der så lavet en lem der kunne trækkes op og ned. Det gav et snetæt hus som efter brug kunne tømmes med et snoretræk. En eventuel hovedrengøring kunne klares med en spand kogende vand. En opfindelse vi ventede os meget af.

Amdrup kom af sted efter planen, og vi modtog daglig meldinger om position og is. Vi var dagligt oppe på Termometerfjeldet for at holde øje med polarisen. Det var ikke særlig opløftende, da vi næsten ingen bevægelse kunne se. Landvandet i havnen syntes heller ikke at ændre sig.

Telegrafisternes vagter blev mere intense. De kunne næppe forlade radiostationen, da der jævnligt blev behov for ekstra vejrmeldinger. På Dr. Lauge Kochs sydbase i Mestersvig, skulle to Norsemanfly klare beflyvningerne til isrekognoscering samt forsyninger til nordbasen på Ella Ø. I Zachenberg ved Daneborg, var snart de to Catalinafly ventet. De skulle beflyve Pearyland med forsyninger, da Eigil Knuth skulle have endnu et år med sin ekspedition.

Den 10. juli blev vi kontaktet af Thule. Bernt Balchen skulle have en rekognosceringsflyvning over Pearyland. Der skulle tages en del luftfotos, som skulle ligge til grund for oprettelse af en ny station, Station Nord. Den skulle arbejde med vejrobservationer som de øvrige østkyststationer. Men herudover ville amerikanerne anlægge en enkel startbane, som skulle tjene til nødlandingsbane for Thulebasens maskiner. Af den grund skulle amerikanerne anlægge stationen. Men den skulle drives af dansk mandskab. Danmarkshavn var udset til at være samlingsstation for hele østkystens vejrmeldinger. Så en tid skulle alt vejr sendes til Danmarkshavn.

Den 11. juli var Michael Hansens "flyvende fæstning" i luften og overfløj Brønlundsfjord, som ved den lejlighed fik nedkastet aviser og magasiner. Vi havde også fået tilsagn om et luftdrop, men vejret blev tåget over stationen, så det blev ikke til noget.

Den 27. juli begyndte Catalinaerne at overflyve os med gods til Knuth. Vi skulle have nedkastet post, men måtte vente, da Catalinaerne var meget tungt lastet.

Endelig kom posten - som vi havde ventet og ventet på. Vi havde anbragt os lige udenfor vinduerne til sendelokalet, så vi både kunne høre samtalen med maskinen og samtidig spejde efter flyet. Der gik kun få minutter fra vi fik øje på den lille prik over Harefjeldet, til den kom drønende ind over stationen. Vi hørte flyet spørge hvor den skulle droppe postsækkene og telegrafisten der svarede, at det nok var klogest over tundraen og kæret. Så slog han lige et sving ud over havnen og returnerede ind over os. Fire postsække, med hver sin lille orange faldskærm, landede i tundraen. Endnu et sving og to små trækasser med hver to faldskærme gik samme vej. Så strøg han med vippende vinger ud over isen og forsvandt sydover.

Vi for ud i tundraen efter posten, uden at tænke på fodtøjet. Nu havde vi tålmodigt ventet et helt år på posten, men de næste minutter føltes som timer, inden vi fik fordelt posten og kunne gå hjem til os selv for at nyde dette øjeblik i enrum.

Det var mærkeligt pludselig at blive konfronteret med alle de ting der var sket i Danmark i det forløbne år. Det havde været så fjernt fra vores dagligliv, men forlangte nu at få vores opmærksomhed. Brevene blev fordelt i små bunker for at blive nærlæst i ensomhed. Især brevene fra min forlovede, der havde skrevet mindst to gange om ugen. Der gik mange dage hvor man næppe var sig selv.

Den ene af de to nedkastede kasser var fra Knuth. Den indeholdt en halv snes kilo friske nye kartofler og to dusin citroner. Kokken lavede festmiddag og serverede en stor skål citronfromage, som vi nær havde forædt os i. Det var for meget for vore maver. Hele personalet gik rundt i flere dage med diarre.

Den anden kasse var en stor overraskelse. Den kom fra det amerikanske flyselskab American Oversea Airlines, og indeholdt en helliter 43% Smirnoff vodka, omhyggeligt emballeret i amerikanske aviser og magasiner. De ønskede at vise deres påskønnelse for vort arbejde. De omtalte en nærmere angivet dato, hvor de på grund af vore observationer og radiosondemelding, kunne finde en anden flyhøjde til deres maskiner fra USA til Europa. En flyhøjde med en jetvind der gav dem en kæmpestor brændstofbesparelse. Da maskinerne skulle retur til USA, kunne de igen udnytte vore observationer. Det havde givet en besparelse bare på de to dage, så det kunne betale hele Danmarkshavns drift i et år - sådan en hilsen varmer!

Vi havde regelmæssigt kontakt med Amdrup, de lå udenfor polarisen på højde med Koldewey uden at kunne komme ind i isen. Daneborg fortalte os, at Veslekaris skipper ikke havde set så vanskelig is før, og han havde endda sejlet heroppe siden 1909!

Lauge Koch bad om vejrobservationer og ismeldinger fra os, da han agtede at flyve op med vores handymand og hente Kristen. Kristen skulle snarest med Catalina op til Pearyland. Koch ville lave isobservationer undervejs.

Vore to elve havde været i fuld gang længe og var måske årsag til at havnen ret tit var isfri. Den 9. august var Koch tilfreds med meldingerne og tog af sted. Han landede i havnen kl. 16, og vi fik Kristen sendt af sted. Den korte tid Koch turde ligge i havnen blev brugt til den alvorlige melding: Danmarkshavn får ingen besejling i år! Han ville kontakte Amdrup og give dem den alvorlige ismelding. Poulsen skulle kontakte Radiotjenesten og med dem lægge den nødvendige nødplan.

Det var de første fremmede mennesker vi så i et helt år, og så ville Lauge Koch end ikke hilse på os. Det gjorde lidt ondt. Men måske havde han for travlt, måske har han været lidt kontaktsky!

Derimod hilste vi pænt på vores nye handymand. Steen Petersen, 26 år, maskinarbejder fra Ringsted. Han havde været fangstmand sidste vinter på Loch Fyne-stationen. Han havde haft dårlig fangst og trængte til lidt medgang.

Det var med underlige følelser vi så det lille Norsemanfly forsvinde sydover Koldeweyøen, efter at have lavet så dybe skår i vor fremtid. De nærmeste dage gik i spændt forventning om hvilke dispositioner, der var nødvendige for at vi kunne drive Danmarkshavn det næste år.

Endelig kom meldingen hjemmefra: Der ville kun komme to mand op til stationen, en telegrafist og den nye stationsleder. Vores brintbeholdning var i bund, så der var kun nok til ganske få radiosondeobservationer. Palsby måtte regne med evakuering. Erik ligeså og Villys skæbne var uvis. Tilbage blev så fire mand af den gamle besætning.

Kulsituationen var slem, der var kun kul nok til tre-fire måneder, og det hvis vi kun brugte messehusets centralkomfur. Oliebeholdningen kunne kun klare at lade elværket køre under vejrobservationer, hvis der skulle være olie nok til olieovnene. Der var nødproviant nok til cirka halvandet år. Men det var det kedeligste der var tilbage. Skulle vi overleve måtte vi regne med god jagt.

Fra Radiokontoret kom melding om at stationen skulle klare sig med tre telegrafister. Så Villy måtte hjem, da den nye stationsleder måtte tage den tredje vagt. Telegrafisterne måtte gå "kineservagt" uden fridage. Palsby fik lov at blive, da det i 1949 var "Meteorologisk År". Der skulle derfor over otte dage sendes to radiosonderinger dagligt, som det var tilfældet over hele jorden.

Håndværkerne pakkede deres ting og ventede tålmodigt på meldingerne sydfra. De skulle af sted med kort varsel. I den mellemliggende ventetid fik de dog aflukket en del af mandskabshuset og fjernet kakkelovnene. Der blev i stedet opsat en olieovn, som skulle kunne klare de fem nordlige rum og alrummet.

Den 15. august afgik en Catalina til Brønlundsfjord. Den skulle derefter returnere til Danmarkshavn, for at hente håndværkerne og deres bagage. Mens vi ventede på at maskinen skulle returnere, drev havnen fuld af is. En mand havde været på Harefjeldet og meldte, at der var en stor isfri våge i Dovebugt. Vi besluttede at sende håndværkerne over Harefjeldet og ind i Dovebugt, med så meget bagage de kunne bære.

Det blev en kort men hjertelig afsked med vore kammerater. Det var vist en klog disposition, da der senere var meget få chancer for at komme sydover.

Amdrup prøvede igen og igen at trænge ind i polarisen. Ud for Clavering sad han fast i en våge, uden at kunne komme hverken frem eller tilbage. Lauge Koch landede ved skibet for at afgive den katastrofale ismelding, der totalt ændrede deres planer. Han måtte fortælle at Amdrup skulle søge sydover, når tidevandet fik isen til at slække. Han måtte helt ned til Franz Joseph Fjord, før han kunne komme ind til kysten. Så endog anløbet til Daneborg måtte opgives.

Han gik ind gennem fjorden helt ind til Nordfjorden, før han fandt isfrit vand nok til at Norsemanflyet kunne lande. Her blev så de to nye folk taget om bord og fløjet nordover til Zachenberg, Knuths forsyningsbase.

Her måtte de vente helt til den 24. august, hvor vejr og is tillod at de kunne komme nordover. De landede i havnen, nøjagtig ved højeste vande, og skulle skynde sig inden isen igen ville drive ind i havnen. Her ventede Hansen og Steen med "Stenbideren" og en pram, med så meget gods som Catalinaen kunne bære. Der blev kun tid til et kort håndtryk, så forsvandt Poulsen, Erik og Villy om bord i flyet med lidt last. Thomsen og Knud hoppede ned i prammen.

Med en øresønderrivende larm nåede Catalinaen lige at lette før isen kom ind. Absolut sidste chance for flyet til at lande i havnen. Siden var havnen helt lukket af is.

Hermed afsluttes beretningen om Danmarkshavn 1948-1949, men historien har et lille efterspil.
Jeg har valgt at slutte med Kai M. Brandts ord om hans egen afrejse fra stationen, om en række af Danmarkshavnernes videre færd i livet og endelig om de oplevelser han og nogle af de andre gamle Danmarkshavnere havde, da de i 1988, ved stationens 40-års jubilæum, rejste derop igen.
Indhold · Juli 1949 · 3. uddrag af Kai M. Brandts bog