Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · En vejrstations tilblivelse · Juli 1948

"Nordlys og Slædespor"
1. uddrag af Kai M. Brandts bog

Omslaget fra Kai M. Brandts bog: Nordlys og Slædespor Omslaget fra Kai M. Brandts bog: Nordlys og Slædespor
Omslaget fra Kai M. Brandts bog: Nordlys og Slædespor

Den dag havde Vorherre fået det forkerte ben først ud af sengen.

Dagen var trist, overskyet og grå. Det støvregnede, mens vi var på vej ned til Den Kongelige Grønlandske Handels kajplads, "Trangraven". Dette navnkundige sted, som havde været skuepladsen for utallige afsejlinger til det store land i nord. Også i dag var scenen sat til en afgang.

Den stolte ishavsskude G.C. Amdrup lå ved kajen, tynget kraftigt ned af tonsvis af gods.

G.C. Amdrup var Grønlands Styrelses sidste nye skib, bygget af solidt egetømmer. Godset Knuthenborg havde måttet ofre en hel skov, for at skaffe fejlfrit tømmer nok til dette magtfulde ishavsskib. Under lagringen og gennemtørringen af tømmeret, havde den danske regering haft travlt med at holde forehavendet hemmeligt og flyttet tømmeret rundt i Danmark, da Den Tyske Værnemagt - som jo huserede i Danmark dengang under 2. Verdenskrig - var på stadig jagt efter tømmer af netop denne kvalitet, til deres planer om at oprette og drive stationer i Nordøstgrønland.

At Danmark vandt dengang, ses tydeligt i dag i Trangraven. G.C. Amdrup, bomstærk, grim og klodset, men ideel til sit formål: Op i ismasserne med sin dyrebare last - kæmpe og forhåbentlig klare sig!

Der var mange der havde fundet vej til Trangraven den formiddag. Familie og venner til de mennesker, der havde valgt at give et par år til Nordøstgrønland. Embedsmændene, der havde ansvaret for afsejlingen og brugt år på at få projektet så langt som i dag.

Alle var de våde af støvregn og søgte lidt ly i porten til det gamle pakhus. Lugten herfra var tyk af tran og pelsværk efter århundreders brug. Klokken nærmede sig 10, den 15. juli 1948. Traditionen tro SKAL afsejlingen ske klokken 10! Foruden tradition, gemmer der sig nok lidt overtro i denne hævdvundne skik. Eller er det måske fordi formiddagspausen altid er begyndt kl. l0 i Grønlands Styrelse?

Nu blev der røre på kajen. Nu kom de med slædehundene. De var kommet ned fra Jakobshavn nogle uger før og havde logeret på Lynetten i karantæne. De havde været lænket på en lang række siden og ikke haft plads til at slås. Deres eneste mulighed havde været at knurre og række tunge ad hinanden, så nu glædede de sig til et ordentligt slagsmål. De var allerede begyndt og man havde besvær med at skille dem ad. De blev en efter en losset op over rælingen til en slags "hundegård", der naturligt blev dannet af dækslasten, som fyldte hele forskibet.

Hundene lastes på Amdrup
Hundene lastes på Amdrup

De fik en aflang plads, lige under broen, hvor man lænkede dem så godt som muligt, så de mest krigslystne ikke kunne nå hinanden.

Amdrup gav en regnvåd tuden fra sig, for at fortælle at nu var det sidste chance for afsked. Vorherre var omsider kommet lidt til sig selv og kvitterede med et uvarslet, voldsomt regnskyl, som blandede sig med afskedstårerne. Hænder der knugede, uden at kunne give slip. Først da Amdrup blev helt utålmodig og gav sin sidste vrælelyd fra sig, måtte jeg slippe favntaget og kravle om bord. Klokken var 10. Alt var opfyldt efter traditionen. Embedsmændene kunne udstøde et lettelsens suk: "Endelig kom de af sted."

En murren under os fortalte, at motorerne blev startet. Langsomt drejede vi ud i Trangraven, hvor to slæbebåde trak os ud i Inderhavnen. Vorherre lod sig formilde, stoppede regnen og tændte solskinnet. Jeg kunne se min forlovede. Inges røde jakke og hvide nederdel skinnede i solen. Hun vinkede, til vi forsvandt bag Christiansholms huse og efterlod mig med en knugen om hjertet. De maleriske huse i Nyhavn og på Kvæsthusbroen i solskin, blev knapt nok registreret.

Ved toldboden kom en lodsbåd med en tolder og en lods om bord og lodsbåden fulgte i vores kølvand, som en terrier, indtil vi kunne stikke næsen ud i Øresund. Så forlod man os, både lodsbåd og slæbebådene. Nu var vi helt ene. Næste stop: NORDØSTGRØNLAND!

Det var svært at løsrive sig fra rælingen, mens Danmark gled forbi os i sommersolen. Nogen vidste noget som andre ikke vidste. Snakken gik livligt mellem disse tilfældigt sammenbragte mennesker - 29 i alt. Vi diskuterede dækslasten og langsomt gik det rigtig op for os, hvilket kæmpeprojekt vi havde foran os. To røde jeeps - forsvarligt fastspændt - flere sættevogne, den ene med tankbeholder. To blandemaskiner, masser af olie- og benzintønder, en kæmpe stak fuldtømmer til spær, bindingsværk og til brobygning. En motorbåd og to amerikanske sammenklappelige landgangspramme, samt et væld af andet stort materiel, som det ikke havde været muligt at få under dæk.

Nede i skibets bug, sagde man, gemte der sig 500 tons gods. En hel radiovejrstation i tusindvis af stumper. Proviant til to år. Forbrugsgods i lange baner. Alt hvad man kunne tænke sig, at man ville få brug for til byggeriet deroppe nordpå. Alt slæbte vi med, undtagen sand, grus og sten.

Hundene tiltrak sig vores opmærksomhed med deres hylekoncert. 14 forpjuskede væsener, møgbeskidte, arrede og lasede efter hårdt arbejde og utallige hundeslagsmål, når mad, kærlighed og prestige skulle fordeles. Nu var de usikre og nervøse på det duvende dæk. Fremmede forhold, ulidelig dansk varme og en fremtid, de ikke havde fantasi til at gætte. Gudskelov strækker hundehjernen ikke så langt, ellers var der grund nok til at være nervøse og usikre. De skulle tids nok få alvoren at mærke.

Vort rejsegods, en mægtig dynge på dækket, blev efterhånden fordelt og vi trak indendørs. Her blev vi budt velkommen om bord af hovmesteren og gennet ned i dybet, med vore køjesække og kufferter. Vi fik anvist plads til vores habengut i skibets kuffertrum og stiftede herefter bekendtskab med bådsmandens lille butik. Vi stod stumme og bare kiggede på denne Aladdins Hule. Efter fem krigsår og tre år med smalkost og rationering, var dette en åbenbaring. Rigtige cigaretter og tobak, tykke cigarer med guldmavebælte, som aldrig havde set Fyns tobaksmarker. Chokolade, bolcher og lakrids fra alverdens lande. Dåser med sydfrugter. Skjorter, undertøj og sokker som vi næppe huskede fra før krigen. Masser af ting vi kun havde hørt om, men aldrig før set. Det gav os en klump i halsen og øjnene kunne ikke få nok.

Da det var øjnene der købte ind, sagde "bådsen" tørt: "Små slag, jeg har åbent hver dag under hele rejsen." Alligevel slæbte vi som små heste en masse af herlighederne væk. Vi behøvede end ikke at have penge, men kunne købe "på bog". Grønlands Styrelse havde jo kontrakt på os og vores løn de næste to år.

Hovmesteren hankede atter op i os og vi fik anvist vores kahytter. Jeg delte kammer med tre af vores telegrafister. Det var et meget stort kammer med fire køjer, bord og stole, lænestole og skrivebord samt håndvask. Det var ikke et kammer som de, jeg havde læst om i de gamle beretninger om ishavsskuder og grønlandsekspeditioner. Det var en overraskelse som jeg delte med mine kammerater.

Vi fordelte vore skatte i skabene og pakkede ud. Vi fik sludret en del, imens vi fordelte køjerne. Gert ville helst have en tværskibskøje, af hensyn til søgang. Erik - der havde sejlet på langfart - foretrak en langskibskøje. Han sagde, at hvis man sejlede i is, blev man hurtigt smidt ud på dørken fra en tværskibskøje. Villy og jeg kunne kun lytte betaget til al den sagkundskab. Villy var oprindelig mejerist og havde kun viden om hav og søgang fra et par måneder i danske farvande som marinetelegrafist. Min erfaring strakte sig til en dæksplads på bornholmerbådene. Liggende på dækket i en sovepose falder man ikke så langt.

Vi gjorde et stort nummer ud af, demonstrativt, at kassere de par cigaretter vi havde tilbage fra de fynske tobakslagre, "Morton" og "Biltmore" og hvad de ildelugtende pinde ellers hed. Snart var luften tyk af virginiarøg fra vore engelske cigaretter, og vi følte os, som var vi kommet i himlen.

Vi blev afbrudt i vores hyggelige snaksammen. Hovmesteren kaldte os sammen på underdækket, hvor endnu en tradition skulle opfyldes. Vi skulle vejes! Vi kiggede på hinanden, men der hjalp ingen kære moder. Op på vægten. Resultatet blev noteret, og vi blev gjort bekendt med, at hvert pund, vi havde tabt eller taget på når vi nåede frem, skulle honoreres med en flaske rødvin! Disse flasker skulle så drikkes ved kaptajnens afskedsmiddag, som blev afholdt lige inden Amdrup vendte næsen hjem igen. Det var til at holde ud, når vi selv skulle nedsvælge vinen, samt at den blev indkøbt toldfrit i bådsens lille butik - til kun 55 øre pr. flaske!

Samtidig med vejningen, blev vi afkrævet en dato og et klokkeslæt - når vi mente, at Amdrup mødte den første storis. Præmien for at komme nærmest tidspunktet, blev honoreret med en flaske whisky! Atter en af Grønlandstjenestens traditioner. Men der skulle komme flere, den ene mere skør end den anden. Jeg skulle vist til at begynde at tænke som en verdensmand!

Cirkusforestillingen blev afbrudt af Kokkens gongong, der kaldte til frokost i spisesalonen. Vi myldrede op og fandt os et firemandsbord ved vinduet - med udsigt til Danmark, der stadig gled forbi! Der var bakket op til den helt store velkomstfrokost. I den ene ende af salonen var anbragt et langt bord, der næsten segnede under vægten af pålæg. Var man ikke sulten, så blev man det, bare ved synet. Igen skulle man opleve et opbud af lækkerier, som man næsten havde glemt eksisterede.

Der var fade med opstegninger. Hele oksestege og skinker pyntet med stanniol og salatblade. En hel kogt laks, med en citronskive i munden og pyntet med mayonnaise. Røget og gravet laks, røget ål, rejer, salater, samt masser af pålæg. Man havde svært ved ikke at falde ud af sin nye rolle som verdensmand, da man nærmest overfaldt bordet. Væsentlig mere end man kunne spise, blev taget med på tallerkenen, og man startede tappert fra en ende. Til maden blev serveret øl og to snapse.

Til vores store overraskelse gemte der sig en kahytsjomfru i besætningen. For en gangs skyld stik imod traditionerne, der sagde, at kvinder er bandlyst på ishavsskuder, der går nord for 72 grader nordlig bredde. Det var hende der skænkede mit livs første norske linieakvavit. Der måtte være nye tider på vej, også for grønlandsfarten - Fru Hansen, hed hun - Hun blev navnemoder til vores bedste tævehund.

Overmætte fortrak vi til rygesalonen. Her fik vi kaffe og cognac. Jeg er normalt mere indstillet på te, men når det er en velduftende kop rigtig kaffe, glemmer man krigens frembringelser af surrogatkaffe og finder ind i folden.

Vi trillede herefter ud på dækket, for at få lidt frisk luft. Danmark var forsvundet. En lang dønning og let vind fik os til at mene at vi nu var ude i Skagerak. Mågerne havde fundet os, og hang på bløde vinger agten for skibet. Hundene var omsider faldet til ro og dækket bar spor af deres måltid. Luften var kølig. Det havde bestemt ikke været den varmeste sommer vi kunne huske. Vi valgte at søge ned på kammeret og snart gik snakken livligt. Vi talte om os selv - et emne der naturligt optog os alle.

Gert, slagfærdig og rapkæftet Københavner fra Nørrebro, berettede om sin opvækst i Ryesgade. Mange mennesker i en lille lejlighed. Udlært som maskinarbejder - før marinen fik fat i ham. Efter nogle måneder på en minestryger i danske farvande, blev han som marinetelegrafist tilbudt jobbet som telegrafist på den grønlandske østkyst. Han sagde ja, da den lille lejlighed i Ryesgade var hans nærmeste fremtid. Bolignøden i Danmark stavnsbandt ungdommen til forældrenes lejlighed, og han fandt, at her var en chance for at bryde ud.

Villy var jyde fra Tjæreborg. Lille og tæt, med et mål der ikke lod tvivl om hans herkomst. Han nåede at uddanne sig som mejerist, inden værnepligten fik fingre i ham. Hans bevæggrund til at sige ja til Grønlandstjenesten var den samme som hos os alle, bolignød og en usikker fremtid for ungdommen.

Erik var fynbo fra Fåborg. Han kom tidligt ud at sejle, og havde en masse saltvandsfugtige beretninger om sine år på langfart. Vi hjemmefødninger slugte hvert ord med en vis misundelse. Hans sejltid blev afbrudt, da han blev indkaldt - og selvfølgelig blev det marinen, med den fortid. Herefter var hans skæbne meget lig Gerts og Villys.

Alle tre havde haft en tid sammen, dels på Københavns Navigationsskole, hvor deres uddannelse helst skulle ende med et civilt telegrafistcertifikat, dels på Meteorologisk Institut og i Lufthavnen, hvor Grønlandstjenesten oplærte dem i vejrobservationer og det daglige arbejde på en radiostation.

Så er der endelig mig. Jeg hedder Kai, boede på Amager og er 23 år. Jeg var i lære som radiotekniker under krigen. Ved et svendegilde i november 1945 traf jeg min Inge, og vi blev forlovet i 1947. Jeg blev indkaldt til telegrafbataillonen i elleve måneder. Efter hjemsendelse arbejdede jeg, en tid som fejlfinder og prøvemester på et par radiofabrikker, men på grund af efterkrigstidens materialeknaphed, søgte jeg ind på Holmens radioværksted. Herfra blev Jeg overflyttet til laboratoriet Kløvermarken.

Der var den første spæde begyndelse til en dansk tys-tys-afdeling. Den gang blot bemandet med en kommandørkaptajn af marinen, en svagstrømsingeniør og tre radioteknikere. Vi arbejdede med renovering af efterladt tysk radioudstyr til den danske marine.

En arbejdskammerat der, havde en fortid i Grønland. Han tændte gnisten. Fremover var min foretrukne litteratur de gamle beretninger om seje mænd på ekspedition til ukendte kyster i Nordøstgrønland. Da jeg så også fik en henvendelse fra Grønlands Styrelse, om ansættelse på Grønlands østkyst, var min skæbne beseglet. Jeg blev ansat lige efter nytår 1948, og blev af Radiokontoret sendt på arbejde hos firmaet M.P. Pedersen i Toldbodgade. Den største leverandør af maritimt radioudstyr. Han skulle levere radioudstyret til de grønlandske stationer. Meningen var, at jeg skulle lære udstyret at kende til bunds.

Her var man dog i gang med at færdiggøre en ordre på udstyr til tre islandske trawlere. Det betød dog ikke så meget, da dette udstyr var meget lig det grønlandske. Der gik dog desværre flere måneder før vi kunne begynde på "mit" radioudstyr, men så blev der også arbejdet hårdt, ofte til langt ud på aftenen. Men der manglede trods alt en masse arbejde, da jeg i juni måned måtte stoppe hos M.P.P. for at nå mine egne sidste forberedelser inden afrejsen.

Her sidder vi så, tæt ombølget af tobaksrøg, mens vi lader indtrykkene bundfælde sig efter en begivenhedsrig dag. Kokkens gongong kalder til aftensmad og vi sjosker op i spisesalonen. Kalvesteg med grøntsager og rødvin. Til dessert fik vi Is-Melba med portvin. Det kunne næppe imponere os, da vore sanser efterhånden var mættet med indtryk. Vi sprang kaffen over og blev enige om at gå tidligt til køjs.

En tur på dækket blev det til, inden vi tørnede ind. Vinden var taget til og dønningerne var kraftigere. Om den underlige fornemmelse i mellemgulvet var søsyge eller træthed, det ville jeg vente med at afgøre til i morgen. Jeg væltede mig om på køjen og var snart væk.

I den resterende del af denne bog vil der være citater og andre uddrag fra Kai Brandts bog som supplement til Erik Lehmanns dagbog.
Indhold · En vejrstations tilblivelse · Juli 1948