Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · Forord · 1. uddrag af Kai M. Brandts bog

En vejrstations tilblivelse
af Major Ib Poulsen

Forudsætningerne

Under 2. verdenskrig var det for begge krigsførende parter af vidtrækkende strategisk og taktisk betydning at kunne forudsige vejrudviklingen i Nordatlanten og Nordeuropa.

Og da klimaet over Nordatlanten - og dermed Nordeuropa er betinget af de lavtryk der opstår, når de tørre kolde luftmasser over Polbassinet møder de fugtige varmere luftmasser over Grønlandshavet og Nordatlanten, var regelmæssige og præcise vejrmeldinger fra de arktiske områder meget vigtige.

Tyskerne søgte at skaffe sig disse vejrmeldinger ved at udstationere vejrskibe i drivisen udfor Grønland, og ved dagligt at foretage vejrflyvninger fra Værilnæs i Norge til Jan Mayen og derfra nordover langs driviskanten.

Enkelte steder udsatte de ubemandede automatiske vejrstationer. I Nordøstgrønland forsøgte tyskerne alle krigsår at oprette skjulte vejrstationer, og det lykkedes dem at forblive uopdagede 6 måneder på Sabineø og 5 måneder på Shannonø. Prisen var tab af 5 skibe, 6 etablerede vejrstationer og lidt over 100 vejrfolk og besætningsmedlemmer i krigsfangenskab.

De amerikanske forsvarsbaser på Grønland, hvorigennem tusindvis af jager- og bombefly passerede på vej til Europa, modtog vejrmeldinger fra et stort antal delvis nyoprettede grønlandske vejrstationer med meget uensartet udstyr og bemanding.

Efter Danmarks befrielse i 1945 begyndte Grønlands Radio- og Vejrtjeneste - datidens Grønlands Televæsen - straks at sanere og reorganisere vejrtjenesten. Under fredsforhold var vejrmeldingerne fra de arktiske områder naturligvis også af sikkerhedsmæssig betydning for den civile skibstrafik og den hurtigt voksende luftfart mellem kontinenterne.

I samarbejde med de internationale meteorologi- og luftfartsorganisationer blev det bestemt, at der på Grønland skulle oprettes et antal nye vejrstationer, og at 10 af disse skulle finansieres af ICAO (International Civil Aviation Organization).

En af disse nye stationer skulle være radiosondebetjent og placeret i Nordøstgrønland så nordligt, som man under almindeligt gode isforhold kan sejle med et egnet skib. Dette var Germanialand på 77 gr. nord, og tanken faldt da naturligt på Danmarkshavn, hvor Danmark-Ekspeditionen overvintrede ombord på skibet DANMARK i 1906-08.

Forberedelserne

Den nye vejrstation Danmarkshavn var sat på Grønlands Styrelses anlægsprogram for 1947, men måtte udskydes på grund af vanskeligheder med at fremskaffe materialer og svigtende besejlingsmuligheder af Nordøstgrønland.

I vort nuværende velfærds- og overflodssamfund kan man undre sig over, at det for kun 40 år siden var vanskeligt at fremskaffe byggematerialer og mange almindelige forbrugsvarer. I de 5 besættelsesår var landet blevet økonomisk udpint, og jernbaner, veje og fabrikker var nedslidt.

En hurtigt voksende valutapukkel vanskeliggjorde import af vigtige maskiner og råstoffer, og en halv snes almindelige forbrugsvarer var stadig rationerede fra krigens tid. Marshallhjælpen var endnu ikke begyndt at fungere, og en kvart million flygtninge at brødføde var en økonomisk belastning. Man kunne med rette tale om "fattigfyrrernes Danmark".

Men ICAO fremsatte nu et bestemt ønske om, at den nye vejrstation skulle anlægges i 1948. Projektet fik højeste prioritet, og andre planlagte aktiviteter i Nordøstgrønland måtte udsættes. Således måtte etablering af den militære slædepatrulje SIRIUS udskydes, og jeg blev af Forsvarsministeriet stillet til rådighed for Grønlands Styrelse i et år med henblik på at lede anlægget og driften af den nye station det første år.

KGH's nye ishavsskib G.C. AMDRUP blev reserveret til besejlingsopgaven, og det udmærkede norske sælfangerskib VESLEKARI blev chartret som reserve- og suppleringsskib.

Radio- og Vejrtjenesten var dengang samlet i barak "M", som endnu ligger på KGH's plads i Strandgade på højre hånd lige efter den oprindelige administrationsbygning. I en parallelbarak, som nu er fjernet, havde Grønlands Styrelse tegnestue og arkitektkontor.

Her arbejdede en lille effektiv stab under den tidligere telegrafbestyrer H. Holten-Møllers dynamiske ledelse. Fru I. Biitzow var Holten-Møllers sekretær, og blandt andre senere medarbejdere i televæsenet mødte jeg Svend Munnecke og Axel Duegaard. GTO's senere bygningsinspektør Himmelstrup var arkitekt for projektet.

Ved projektering af stationen havde arkitekten udnyttet de nyeste erfaringer om fundering af bygninger i permafrossen jord, og der var lagt megen vægt på isolering under alle former. Som noget - dengang - meget avanceret skulle der installeres centralvarme i forbindelse med det kulfyrede komfur i messe- og opholdsbygningen, hvor der også var indrettet et baderum.

Vicedirektør Eske Brun fulgte forberedelserne med megen interesse og trådte ved flere lejligheder hjælpende til, når der opstod vanskeligheder med fremskaffelse af materialer eller udstyr.

Til transport af gods og byggematerialer fra landsætningsstedet på kysten til de forskellige byggepladser blev der indkøbt 2 jeep's, hver med en to-hjulet anhænger. Disse køretøjer afprøvede vi i det militære øvelsesterræn i Høvelte.

Undervejs

Den 15. juli 1948 lå G.C. AMDRUP klar til afgang i Trangraven på Den kongelige grønlandske Handels plads. Ombord var 31 passagerer og 400 tons materialer af enhver art til anlæg af en stor vejrstation i et øde arktiske område. I lasten fandtes endvidere proviant til 2 år for 17 mand samt alle nødvendige materialer til drift af stationen lige fra den mindste synål til den største værkstedsmaskine - forhåbentlig!

På kajen myldrede det med mennesker. Ikke alene besætningens og passagernes familier og venner, men også mange af Grønlands Styrelses og Vejrtjenestens medarbejdere var mødt op for at tage afsked med G.C. AMDRUP. Men det var jo heller ikke en almindelig besejlingsopgave skibet skulle ud på!

Det var faktisk en ekspedition, hvor opgaven lød på at trænge igennem drivisbæltet ud for Nordøstgrønland på ca. 77 grader nord for derefter på kysten at finde et egnet sted til opførelse af en vejrstation bestående af en maskin- og radiostation, to beboelsesbygninger, et pakhus, et ballonhus og nogle redskabshuse, samt et antenneanlæg bestående af tre 42-meter høje radiomaster og et modvægtsanlæg på tyve 4-meter høje stolper.

Skibet kunne blive på stedet i 2-3 uger, hvorefter 17 mand - heraf 6 håndværkere - skulle fuldføre byggeriet og hurtigst muligt påbegynde normal drift med 8 "synop"-observationer og 1 radiosondeopsendelse daglig.

Det var en meget optimistisk plan, som kun kunne gennemføres under gunstige is- og vejrforhold, og som forudsatte, at der kunne findes rimeligt gode forhold på den øde kyst til at bringe materialerne i land.

Der forelå jo ikke egentlige forundersøgelser af området, men vi havde naturligvis nøje studeret beskrivelserne af terrænet ved Danmarkshavn i rapporterne fra Danmark-Ekspeditionen samt ved Mørkefjord og Hvalrosodden i rapporterne fra Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition og fra de danske fangstkompagnier. Under krigen havde jeg tilbragt et år i Dovebugt-området, men ikke haft i tankerne, at der her skulle bygges en stor station.

Foreløbig bekymrede passagererne sig imidlertid ikke om den nærmeste fremtids mange usikkerhedsmomenter. Man hyggede sig ombord på det moderne komfortable skib og nød den rolige sejlads nordover langs Norges vestkyst.

Kun jeg havde tidligere været i Grønland, og man glemte hurtigt de foruroligende politiske tilstande i det Europa, vi nu var ved at forlade. I foråret havde vi været vidne til det sovjetisk støttede kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet, og derefter Påskekrisen i Danmark, da der var tegn til, at turen nu var kommet til os.

Sovjetunionen havde i de seneste måneder lagt diplomatisk pres på Danmark for at få os til at opsige forsvarsoverenskomsten om Grønland for dermed at få amerikanerne til at forlade forsvarsbaserne, hvilket amerikanerne absolut ikke havde i sinde. Sovjet truede med modforholdsregler på Svalbard, og en russisk isbryder var rapporteret i farvandet ud for Nordøstrundingen.

Ankomst

Otte dage efter afrejsen fra København og tre dage efter ankomst til drivisbæltet blev vi standset af en tæt drivis ud for Store Koldeweyø. Dr. Lauge Koch disponerede på Ellaø over to Norseman-fly og foretog selv isrekognoscering for os. Han landede i en våge i nærheden af G.C. AMDRUP og kom ombord med en skitse der viste, at der var "landvand" langs Store Koldeweyø til Dovebugt, og at der var spredning i drivisen syd for os.

To dage senere - den 25. juli - nåede G.C. Amdrup frem til Danmarkshavn, som var isfri og kun spærret af en ca. 500 meter bred bræmme af "rådden" vinteris mellem havnenæssene. Vinterisen lå tilsyneladende ubrudt i Dovebugt, og drivisen lå tæt på yderkysten af Germanialand.

Vi var i det eneste åbne vand ført direkte til Danmarkshavn, og vi havde været usandsynligt heldige. Aldrig tidligere var et skib ankommet tidligere på året til dette sted, og aldrig havde der været et større behov for at ankomme så tidligt!

Det var hermed endeligt afgjort, at den nye station skulle bygges i Danmarkshavn. Så gunstigt forholdene havde udviklet sig, måtte enhver tanke om at finde en bedre egnet lokalitet for flylanding udelukkes. Tiden var så vigtig en faktor, at hver dag og hver time måtte udnyttes. Vi havde planlagt at kunne udnytte vore "sommerhåndværkere" og skibet som hotelskib i 2-3 uger, og nu var der udsigt til, at skibet kunne blive her i 5-6 uger!

Byggelederne og jeg blev straks sat i land på Vestre Havnenæs for at spadsere havnen rundt for at undersøge den bedst egnede plads for stationen. Valget faldt på det nuværende terræn ved Østerelv, hvor der flere steder var mulighed for at støbe fundamenter til bygninger direkte på klippegrund, og hvor grus og sten mange steder kunne tages på stedet.

En solid snefirn på stranden kunne med få midler udbygges til en anløbsbro med en halv meter vanddybde ved laveste vande. Herfra kunne jeep'ene fordele materialerne til byggepladser og oplagssteder.

Da vi havde afmærket, hvor bygninger og antenneanlægget skulle opføres, besigtigede vi den eneste bygning fra Danmark-Ekspeditionen's tid. Dengang kaldte man bygningen for "Villaen", men nu havde den fået navneforandring til »Danmarks Minde«.

På vinterrejser havde jeg flere gange overnattet i huset og haft det lunt og bekvemt, men nu stod smeltevandet flere centimeter over gulvbrædderne, og træværket var fugtigt og råddent flere steder. Huset var uanvendeligt både som midlertidig beboelse og som oplagsplads for materialer.

Landnam

Medens midnatssolen skinnede fra en skyfri himmel brød skibet en rende gennem den sidste ishindring, og håndværkerne fandt deres værktøjskasser frem. Skibsbesætningen afskalkede lugerne og forberedte lossemateriellet.

Da G.C. AMDRUP den næste morgen havde fundet sin ankerplads, omtrent hvor DANMARK havde hevet sit anker ind 40 år tidligere, gik tømrerne i gang med at bygge en losseplatform på stranden. Vore to jeep's blev bragt i land, og det hidtil så stille og øde landskab blev hurtigt forvandlet til en stor travl byggeplads.

Medens halvdelen af håndværkerne sammen med skibsbesætningen bragte byggematerialerne i land, gik de øvrige håndværkere i gang med forberedelser til støbning af fundamenter til bygninger og master. Ved hjælp af jeep'ene fordelte stationspersonalet materialerne til bygge- og oplagspladser, og det hele blev filmet af Erik Thielst fra MINERVA, som af Vejrtjenesten var engageret til opgaven. Når Thielst ikke filmede, fungerede han som motorbådfører og altmuligmand på lige fod med stationspersonalet.

G.C. AMDRUP fungerede som hotel- og værkstedsskib, og hovedmåltiderne blev serveret ombord, medens mellemmåltiderne, formiddags- og eftermiddagskaffe - blev serveret i land i et hurtigt opsat håndværkerhus.

Vi var fortsat meget heldige med vejret og kun lidt generet af drivis i havnen. Arbejdstiden var alle ugens dage kl. 06-21, og derefter måtte maskinmester Heering Hansen med hjælpere optanke og klargøre motorbåde og jeep's til næste dags hårde slid.

Det var opmuntrende hver dag at se, hvorledes fundamenter til bygninger og master voksede op på det store område, og det var en oplevelse at iagttage den energi og entusiasme, hvormed arbejdet blev udført.

Det var som om vort hidtidige held havde afsmittende virkning på folks humør og arbejdslyst. For nogle var det måske en sport at præstere mest muligt i dette behagelige klima, og andre var sikkert fascinerede ved bevidstheden om at medvirke ved genoptagelse af dansk aktivitet på dette historiske sted.

Også skibets besætning ydede en helt usædvanligt positiv indsats. Når det under losningen en gang imellem kneb for håndværkerne at tømme flåderne hurtigt nok, kom søfolkene i land og tog et nap med. Da losningen var tilendebragt, hjalp dæksfolkene i land med at planere grunden i pakhuset og med at udjævne vejene mellem bygningerne. Maskinpersonalet reparerede motorer og itubrudt værktøj, og messepersonalet betjente kantinen i land.

Vi blev forskånet for alvorlige uheld, men alle havde småskrammer, og mange havde vabler i hænder og fødder. Og ikke mange blev vasket ret meget i disse travle uger.

Midtvejs

Den 10. august kunne vi holde rejsegilde for den første - og dengang - vigtigste bygning, nemlig pakhuset.

Stationens store splitflag vajede fra tagspæret, og vejret var undtagelsesvis koldt og blæsende. I dagens anledning blev arbejdet standset i en halv time, og kaptajn N.P. Christensen var kommet i land medbringende et par flasker portvin.

Mindekors for Danmark-ekspeditionen
Mindekors for Danmark-ekspeditionen

I en kort tale mindede jeg om, at det var herfra Danmark-Ekspeditionen havde kortlagt og udforsket den hidtil ukendte del af Grønland mellem Peary's varde i nord og Koldewey's varde på Germanialand, en halv snes kilometer herfra.

Det var også her Peter Freuchen havde fået sine første arktiske erfaringer i Pustervig, som assistent for Alfred Wegener, og - som et kuriosum - det var hertil den første bil i Grønland blev indført.

Jeg takkede håndværkerne, skibsbesætningen og stationspersonalet for det helt usædvanligt gode arbejde, der var præsteret, og som nu gav sig et synligt resultat i dette rejsegilde.

Kaptajn N.P. Christensen lykønskede overvintringsholdet med denne vigtige bygning og udbragte en skål for den nye vejrstation, som han ønskede måtte være under tag før G.C. AMDRUP kom hjem til Trangraven!

Om at flyve

Tidspunktet nærmede sig, hvor G.C. AMDRUP skulle tiltræde hjemrejsen. Fra Ellaø var ankommet et Norsemanfly for at udføre isrekognoscering for skibet før afgangen fra Danmarkshavn.

Selvom kaptajn Christensen ofte med en vis foragt havde omtalt de små usikre »papfly«, kunne han ikke modstå fristelsen for ved selvsyn at danne sig et indtryk af drivisen, da piloten tilbød en tur over isen.

Der lå spredt drivis i havnen, da Kaptajn Christensen og filmfotograf Thielst som passagerer gik ombord i maskinen. Piloten skønnede, at der var plads nok til at starte, men han havde overset et lavtflydende, mørkt stykke gletcheris i startbanen. Da maskinen med ca. 100 kilometers fart netop var ved at lette, ramlede halen mod gletscherisen med det resultat, at maskinens næse blev tvunget nedad, og pontonerne stødte på en drivisflage. Der var gået hul på pontonerne, men ved hjælp af propellen lykkedes det piloten at bugsere maskinen op på en isflage.

Fra land så det nok så dramatisk ud, og det var en skuffet skipper, vi kunne hente ind med motorbåden. Kaptajn Christensen skulle aldrig mere op at flyve med et så »elendigt papfly«! Han havde altså fløjet, men næppe højere end 50 centimeter!

Maskinen blev bjærget ombord på G.C. AMDRUP, og på hjemrejsen overført til moderskibet GUSTAV HOLM i en af de sydlige fjorde.

Skiftedag

Den 15. august ankom det chartrede norske skib VESLEKARI, og næste dag måtte vi desværre tage afsked med G.C. AMDRUP, som i tre uger havde været vort fortræffelige hotel- og værkstedsskib.

På land måtte vi nu finde midlertidige indkvarteringspladser for 31 mand, og i den langtfra færdige messe- og opholdsbygning måtte vi oprette kostforplejning.

Heldigvis var kok Villy Skovbjerg ankommet med VESLEKARI sammen med radiosondeassistent Erik Palsby. Skovbjerg forblev i mange år i televæsenets tjeneste og er nu kantinebestyrer i Grønlandshavnen i Ålborg, og Palsby flyttede efter 2 år i Danmarkshavn til Thule.

Som en påmindelse om de usikre og urolige politiske forhold, som vi havde forladt for en måned siden, ankom også med VESLEKARI en marinesoldat med et radiopejleapparat, hvormed han skulle kontrollere, at der i denne del af Grønland ikke fandtes fremmede radiostationer.

Før afrejsen fra København havde jeg været til "briefing" i Efterretningstjenesten, hvor ingen havde omtalt denne marinegast. Han hed Kristen Sørensen og var i øvrigt meget velkommen og blev en værdsat medarbejder ved stationen, hvorefter han senere blev antaget på slædepatruljen SIRIUS første uddannelseshold i 1950.

I Dovebugt var vinterisen imidlertid brudt op, og VESLEKARI sejlede ind til den tidligere danske fangststation Hvalrosodden for at skyde hvalrosser til foder for vore 2 hundespand. Da skibet kom tilbage, var havnen tæt pakket med drivis, som blev bundet sammen af svær nyis. Man kunne i flere dage spadsere på isen ud til VESLEKARI.

Den 30. august måtte vi - så nødigt vi end ville - sige farvel til vore 14 »sommerhåndværkere« og VESLEKARI. Hermed var den sidste forbindelse med omverdenen afbrudt indtil næste sommer. Vi kunne måske håbe på et enkelt postdrop fra fly, men intet var lovet os!

Status

For os 17 overvintrere begyndte nu et kapløb med den tiltagende kulde om at gøre stationen beboelig, før mørketiden satte ind.

Pakhuset var stort set færdigt, i og den ene beboelsesbygning med køkken og opholdsrum var brugelig. Fundamentet til den anden beboelsesbygning var færdigstøbt, og radio- og maskinbygningen var lukket i den ene halvdel. Fundamenter til ballonhus og brinthus var færdigstøbte, og et par håndværkerhuse ("skurvogne"), som senere skulle anvendes til andre formål, tjente nu som midlertidig indkvartering for 10 mand.

Den ene radiomast var ført op i fuld højde, 42 meter, den anden i halv højde, og den tredje var ved at blive samlet. Alle modvægtsstolper var rejst, og radiotekniker Kaj Brandt var i gang med at forberede montering af antenner og modvægt. Brandt kom senere til at udføre en livslang gerning i televæsenet.

Igangsætning

Det hurtigt aftagende dagslys og de konstante kuldegrader begyndte for alvor at volde os vanskeligheder. Før maskinmester Heering Hansen kunne bringe de to tunge dieselmotorer på plads i den endnu åbne maskinafdeling, måtte de armerede fundamenter støbes meget omhyggeligt.

Da temperaturen nu hele døgnet svingede mellem 10 og 15 frostgrader, var det nødvendigt at bygge et telt over støbestedet og at holde teltet frostfrit ved hjælp af en halv snes primusapparater. En mand var i flere dage fuldt beskæftiget med at påfylde petroleum og pumpe disse apparater.

Ved opmuring af 2 skorstene i det sidste beboelseshus måtte vi på tilsvarende måde skabe et frostfrit rum uden om skorstenene ved hjælp af byggeplader og presenninger. Det var ikke behageligt for mureren at arbejde i det primus opvarmede og til tider iltfattige rum, men det lod sig gøre!

Efter de første forsinkede vinterstorme kunne radio- og maskinbygningen og det sidste beboelseshus lukkes i begyndelsen af oktober. Da dieselmotorerne kunne sættes i gang, fik vi elektrisk lys til alle indendørs arbejder, og i slutningen af oktober kunne vi afprøve radiosendere og modtagere.

Da vejrobservationstjenesten også var afprøvet med tilfredsstillende resultat, kunne stationen meldes klar til normaI drift, som blev påbegyndt den 6. november 1948.

Efterskrift

Stationspersonalet var derefter fuldt optaget af vejrtjenestens otte daglige overfladeobservationer samt radiosondeopsendelse og højdevindmåling, når vejrforholdene tillod dette.

Overvintringshåndværkerne fortsatte med indendørsarbejder i mørketiden og fik derudover ekstraarbejde med udbedring af skader på de ufærdige bygninger efter et par voldsomme orkaner i januar og februar 1949.

I vor isolerede tilværelse havde vi hurtigt glemt den spændte udenrigspolitiske situation hjemme i Danmark. Forholdene blev imidlertid pludselig nærværende, da vi fik tid til at pakke to kasser ud, som var ankommet uden følgeseddel med VESLEKARI.

De viste sig at indeholde to maskingeværer og fire svenske maskinpistoler med tilhørende ammunition. En håndskreven meddelelse uden underskrift anmodede stationen om at afprøve disse våben under arktiske vejrforhold!

På Lille Koldeweyø havde amerikanerne i krigens sidste år efterladt et erobret tysk depot bestående af 50 tromler brændstof og ca. 100 sejldugssække med nøddebriketter. Som indehaver af politimyndighed i distriktet udfærdigede jeg på statens vegne en besiddelseserklæring af depotet, som kom Danmarkshavn til gode næste år, hvor stationen ikke kunne besejles.

Sammen med marinegast Sørensen og grønlænderen Konrad foretog jeg i maj en rejse til Lamberts Land for at håndhæve suveræniteten over denne del af Grønland og for at prøve at finde Jørgen Brønlunds grav, der imidlertid var dækket af et tykt snelag. Graven blev som bekendt senere genfundet af SIRIUS-patruljen.

Efterhånden blev der også tid til jagt og fritidsrejser med vore to hundespand og med de to grønlandske medhjælpere som udmærkede instruktører i den vanskelige kunst at køre med hundeslæde. Det lykkedes de fleste at skaffe sig et bjørne- eller moskusokseskind, og der var enkelte, som reddede sig et ræveskind.

Hvor enestående heldige vi havde været i 1948 med at komme hurtigt gennem isen til Danmarkshavn understreges af, at det i 1949 ikke var muligt for G.C. AMDRUP at forcere drivisen nordligere end Franz Josef Fjord. Den nødvendige personaleudskiftning måtte foretages med fly til Zachenberg og derfra med Catalinafly, og det var i hele sommeren kun muligt at lande i Danmarkshavn to gange.

En enkelt flyvning med kul og strengt nødvendige materialer til stationen måtte gennemføres til Hvalrosodden, hvor losningen blev udført af flybesætningen ved hjælp af fly'ets gummiredningsbåd. Derfra blev godset afhentet af stationens jeep, da nyisen var tilstrækkelig solid i efteråret 1949.

Den nye stationsleder Hans Thomsen havde ikke tidligere været på Grønland. Det var lidt barske forhold at begynde en overvintring med en reduceret besætning på i alt 8 mand og uden friske forsyninger. Men stationslederen havde en god støtte af 5 "gamle" Danmarkshavnere og en ny "altmuligmand", som tidligere havde været fangstmand i Daneborgdistriktet.

Om begivenhederne og tilværelsen ved stationen i 1949-50 har Hans Thomsen i 1966 skrevet bogen "Danmarkshavn kalder".

Indhold · Forord · 1. uddrag af Kai M. Brandts bog