Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · April 1949 · Juni 1949

Mandag den 2 - 5 - 49.

Jeg skulle på vagt kl. 02.30, men kunne ikke falde i søvn, så kl. 00.30 gik jeg ud og hjalp Brandt.

Han har i de sidste dage lavet nye kortbølgeantenner, og det eneste tidspunkt de kunne skiftes ud på var imellem kl. 00.00 - 03.00. Nå, det tog nu ikke lang tid, kl. 01.30 var vi færdige, og så gik vi officielt i gang med at kalibrere, mens vi i stedet for arbejdede på 20 meter med en af de store sendere, hvad der i øvrigt er strengt forbudt, men meget fristende.

Dagens Temp: Min: -14,0 Max: -8,0.

Onsdag den 4 - 5 - 49.

Kom først ud af køjen kl. 11.30. Vejret var overskyet og gråt.

Eli har i aften fundet Palsbys længe savnede hus på store Koldewey.

Han har længe holdt stejlt på, at der fandtes et lille hus på Østsiden af øen, da han mente, at have set det, da de sejlede forbi med "Veslekari", mens Poulsen, der kender landet heromkring som sin egen lomme, påstod det modsatte!

Dagens Temp: Min: -13,0 Max: -6,0.

Fredag den 6 - 5 - 49.

Atter dårlige radioforhold på KB, mens vi kan række Daneborg og enkelte nordnorske stationer på LB.

I aften startede Hansen, Kokken og Eli på tur til Palsbys hus.

Det viste sig at være en lille norsk fangsthytte. På vejen fandt de en af Palsbys radiosonder, den havde ikke taget meget skade. Røret og instrumenterne havde lidt en del - den havde trods alt været 9.000 meter oppe, inden den faldt ned.

Dagens Temp: Min: -15,0 Max: -8,0.

Lørdag den 7 - 5 - 49.

I går blev flagstangen rejst, og vi havde flaget sat.

Det pynter gevaldigt med dette rødhvide flag på baggrund af de sneklædte fjelde.

I dag var der atter badning - nu overgår de sgu sig selv - jeg var med på holdet denne gang, og gud hvor var det dejligt nu, efter at vi i ti måneder har måttet klare os med klatvask, atter at kunne sprøjte, som man lyster.

Gert er i dag begyndt at brygge "Imiak", det grønlandske øl, jeg synes nu ikke det smager videre godt, men det er meget stærkt.

Dagens Temp: Min: -11,0 Max: -5,0.

Mandag den 9 - 5 - 49.

I dag blev der gravet en bred gang igennem den store snedrive, der hele vinteren har spoleret trafikken imellem 4- og 10-Mandshuset.

Tømrerne er i gang med at grave deres tilsneede brædder fri, nu er tiden jo inde til at begynde og bygge videre.

Hansen og Eli kører grus og sten til sommerens støbninger. Det har vist sig, at det bedste grus og sten findes bag søen, og nu må chancen tages. Om en måned, når tøbruddet sætter ind, er det umuligt at køre der.

Ingen Pilot og Radiosonde grundet de dårlige radioforhold.

Dagens Temp: Min: -11,0 Max: -7,0.

Torsdag den 12 - 5 - 49.

Vejret har været dårligt hele dagen, men hen under aften klarede det op.

Frede og Julle startede i aften på en tur ud i det blå. De gik på ski, og så havde de en lille trækslæde - den har Frede gået og arbejdet på de sidste dage - hvorpå de havde telt og proviant.

Gylden og Eli tog af sted med hundeslæde, de ville en tur over til huset på Store Koldewey.

Dagens Temp: Min: -9,0 Max: -5,0.

Lørdag den 14 - 5 - 49.

I morges kom Frede og Julle hjem, de havde ladet deres oppakning stå på Maroussia, hvor de havde ligget i Camp.

Gylden og Eli var allerede kommet hjem i går. Da det var meget koldt, kunne de ikke holde ud at køre rundt på slæde.

I dag er tømrerne begyndt at sætte det sidste lag brædder på husene.

Efter middagen startede Julle og Frede igen, denne gang sammen med kokken og Erik Christensen, mens Hansen og Eli tog af sted med hundeslæden.

Vi var nu kun otte mand tilbage, og da vi - traditionen tro - skulle have vores sædvanlige sjus, mente vi, at vi også kunne tilkomme de andres.

Efterhånden blev vi jo godt i stødet, vi havde det meget muntert, Onkel Otto (Ingeniør Andersen) sang viser og holdt taler for os, mens Brandt og Palsby dansede sving. Senere lokkede Palsby Onkel Otto til at danse Polka.

Kl. 03.00 gik Brandt, Palsby og Onkel Otto tur til "Sørensens hus".

Vejret var meget fint, stille og solen skinnede fra skyfri himmel.

Dagens Temp: Min: -10,0 Max: -7,0.

Søndag den 15 - 5 - 49.

Vågnede kl. 11.30 med en dundrende hovedpine. Det Imiak, vi drak i går, er ikke rart dagen derpå.

Vejret var stadigvæk fint, men vores pilot og radiosonde blev ikke særlig lange i dag, grundet at et af signalerne døde hen.

Dagens Temp: Min: -14,0 Max: -8,0.

Onsdag den 18 - 5 - 49.

I de sidste dage har vi haft meget tåge, solen har ikke kunnet ses i mange timer.

Flere af Bjørneborgs beboere er nu begyndt at interessere sig for gartneriet. Nu, da foråret begynder, føler man trang til at se noget gro op omkring sig.

Jeg har tit bandet over blomsterne derhjemme, som fylder op i vindueskarmene, men heroppe imellem alle de sten var det nu rart med lidt vegetation. Man bruger en tom konservesdåse til urtepotte, og sår alt, gule ærter, brune bønner og karse. Gert er gået så vidt som til pilekviste.

Dagens Temp: Min: -12,0 Max: -8,0.

Torsdag den 19 - 5 - 49.

Nu er freden forbi i Danmarkshavn.

Nu har vi i mange dage gået og haft det rart og roligt - når katten er ude, spiller musene på bordet - men i morges kom Poulsen hjem igen.

Rejsen, der ellers skulle have varet 5 - 6 uger, var blevet en del kortere grundet dårlige hunde, men de var da nået helt op i 79-Fjorden. De havde haft en glimrende tur, skudt seks bjørne, der imellem desværre en moder med to små unger.

Vi har i aften haft en lille rommik, hvor vi hørte alle deres bjørnehistorier, de spændende jagter efter bjørnen imellem de tårnhøje isskruninger, hvor hundene for af sted efter den flygtende bjørn.

Kai M. Brandt skriver om turen til Brønlunds grav:

De havde også ledt efter Brønlunds Grav oppe på Lamberts Land, men de kunne ingen finde.

Da de nåede op til Lamberts Land, lå de et par dage over for at prøve at finde Jørgen Brønlunds grav.

Efter Høeg Hagens og Mylius Erichsens død nogle dage forinden var han søgt ind i en klippespalte vel vidende, at han ikke kunne klare at nå hjem til Danmarkshavn. Han var på daværende tidspunkt plaget af forfrysninger og sult og havde kun en lille trækslæde med sine sidste ejendele.

Han døde i den klippehule. Undsætningsholdet fandt ham her, samt hans optegnelser og dagbog.

Han førte normalt sin dagbog på grønlandsk, men den sidste melding han skrev var på dansk! Han havde tømt sine lommer, fordi han vidste at hans kammerater nødigt ville søge efter noget på hans døde krop når de fandt ham.

Han blev stensat i hulen, og vores opgave var at se om hans grav var uforstyrret! Desværre var hele området dækket af dybe snedriver, så nordholdet fandt ikke graven selvom de ledte hele dagen.

Siriuspatruljen fandt graven nogle år senere, og der blev sat en varde med mindeplade op på stedet.

Dagens Temp: Min: -12,0 Max: -9,0.

Tirsdag den 24 - 5 - 49.

Tågen har i de sidste dage ligget lavt over Danmarkshavn.

Villy har fødselsdag i dag. Han fik i morges, under stor pragt, med Dannebrogsflag og deslige, serveret kaffe på køjen.

Dagens Temp: Min: -11,0 Max: -5,0.

Onsdag den 25 - 5 - 49.

Dagens clou har været den store kombinerede filmen og jagt på en flok moskusokser.

Det startede med, at Poulsen kom farende herover og spurgte, om der var nogen, der ville med ud at filme en flok okser, der travede rundt ude ved vores skyhøjdemåler.

Poulsen, Kasper og jeg, samt en hund, gik derud imod, men okserne var trukket så langt væk, at vi blev enige om, at Poulsen skulle få fat i en jeep.

I mellemtiden skulle Kasper og jeg tage hundene og gå op over fjeldet, så vi kom bag dem. Okserne vil, når de føler sig forfulgt, altid søge at komme op over et fjeld - og det var det, vi skulle hindre.

Da vi kom op på toppen af Termometerfjeldet, opdagede vi dem, de gik og græssede nede i en lille sænkning. Hvad det var de kunne spise, ved jeg ikke, det er ikke meget græs, der gror her mellem klipperne.

Vi lagde os bag nogle sten ca. 200 meter derfra, og her kunne vi rigtig studere dem nærmere.

Det er et underligt dyr, en mellemting mellem en ko og et får, påstår dem der ved besked. Jeg synes nu den ligner mere en ko. Den har nogle væmmelige krogede horn, som jeg ikke tror, er videre rare at komme i nærheden af. Krop og hoved synes at gå ud i et grundet den langhårede pels.

Kasper, der jo har sin naturlige trang til at skyde alt levende vildt, kunne næsten ikke holde fingrene fra aftrækkeren, han tog dem på kornet og sagde "Got". Jeg måtte hele tiden ligge og sige "namik doro", nogle af de få grønlandske gloser jeg har lært, hvilket betyder "ikke død". Det lyder underligt, men han forstod meningen.

Da jeepen kom, blev de lidt urolige og begyndte at løbe op over fjeldet. Vi slap så hunden løs på dem, - og så fik de travlt, omkring og ned igen, men de kom lidt fra hinanden, så det lykkedes os at stoppe den ene, det viste sig at være en kvie.

Så kom Poulsen med apparatet, men vi havde vore vanskeligheder med at få dyret til at bevæge sig, men ved hjælp af et par små sten og lidt skrig og skrål fik vi den da i gang, ganske vist ikke så meget.

Under dette måtte vi hele tiden have Poulsen dækket med en riffel, han var helt inde på livet af den, og man kan jo aldrig være sikker på, om den vil gå til angreb. Da den ikke var meget ivrig efter at røre på sig, lod vi den være, dog efter at have kørt et par meter film.

I mellemtiden havde hunden fået standset resten af flokken nede i dalen en lille kilometers vej derfra. Okserne som - når de får forfølgerne for langt ind på livet - straks stiller sig i "karre", de stod nok så nydeligt, mens tyren gjorde et par udfald mod hunden, dog uden at ramme.

Vi gik nu over fjeldet, mens Villy kørte jeepen udenom. Hunden var nu blevet træt af legen og løb hjem. Okserne, der så deres fjende løbe væk, begyndte atter at løbe op af fjeldet, og lige i armene på os. Vi mødtes på halvvejen, og der stod vi så; - Det var jo ikke nemt at få dem til at vende om, ned skulle de, tyren skulle skydes, og de skulle jo også fotograferes.

Vi begyndte så igen med sten og skrål, men intet hjalp. Så gik Kasper i gang med pisken, mens Poulsen lod apparatet snurre. Ikke fordi det rørte dem synderligt, de trippede lidt rundt omkring kalvene, mens de gloede nok så ondskabsfuldt på os, hvilket der ikke er noget at sige til, nu har de gået her i deres rige i mange år, uden at være generet af de underlige tobenede skabninger, og så stritter de endda med sten!

Endelig, efter en halv times forløb, begyndte koen og kalvene at kravle ned af fjeldet. Vi løb hurtigt ned til jeepen, men inden vi nåede ned, havde de fået fart på, og op igennem dalen gik det for fuld speed. Tyren derimod var blevet stående, og den fik Kasper så lov til at skyde. Han ramte den med to skud, det sidste fik den lige i "bladet" og så var den færdig.

Vi andre prøvede nu på at indhente resten pr. jeep for at tage nogle film.

Da vi kom ca. fem kilometer vestpå, opdagede vi dem, de løb helt ovre ved slugten ud til Stormbugten, så det var umuligt at nå dem.

Vi vendte så om og kørte tilbage til Kasper, som i mellemtiden havde flået og til dels parteret det skudte dyr. Her læssede vi det hele på vognen, og så gik det hjem til stationen igen.

Dagens Temp: Min: -6,0 Max: -1,0.

Torsdag den 26 - 5 - 49.

I dag er jeg begyndt at rense mit moskusskind.

Det er et "dejligt" stykke arbejde. Nu har skindet været i Maskinrummet et par dage, så er det så meget tøet op, at jeg kan begynde at rense det for spæk og kødtrevler. Når det er i orden, skal det spændes ud, så det kan hænge og tørre.

Dagens Temp: Min: -4,0 Max: 0,0.

Fredag den 27 - 5 - 49.

Kasper måtte i aftes gå til køjs, da han følte sig sløj.

I morges var han meget syg, han blev flyttet over i Hansens kammer - han er sammen med Brandt og Eli på en inspektionstur i Dove Bugt. Sygdommen udartede sig med kraftig hovedpine og lammelse i flere lemmer. Der blev udkastet mange teorier, enkelte mente, at det nok var trikiner, da han havde spist en mængde halvkogt Bjørnekød på rejsen nordover.

Vi har for et par måneder siden fået telegram fra vestkysten, at vi skulle sørge for at koge og stege de dyr, vi skød her, godt, da der på flere pladser derovre var kommet tilfælde af trikinforgiftning med dødelig udgang!

Hele aftenen måtte jeg ligge og holde forbindelse med Angmagssalik, så vi kunne få fat i en læge. Han mente nu ikke, det var andet end en kraftig Influenza.

Dagens Temp: Min: -5,0 Max: -2,0.

Kai M. Brandt skriver om inspektionsturen til Dovebugt:

Vi forventede at starte den 23. maj med en stor rejseslæde og en mindre slæde. Begge med ni hunde i spandet. Vi skulle gennemrejse Dovebugt helt til Besselsfjord i syd, hvis hunde og slædeføre tillod det. Vi skulle helst besøge samtlige små jagthytter og, som nordholdet, kigge efter fremmed aktivitet i området.

Slæden og hundene - uundværlige redskaber
Slæden og hundene - uundværlige redskaber

Jeg havde nogen tid forinden købt Poulsens rejsepels i isbjørneskind med bjørnebukser og skindstøvler. Derudover hans store Colt 45 automatpistol. Nu skulle vi stå vores prøve. Vi havde jo sørget for at oprette et depot i Mørkefjord, både med hundefoder og petroleum, så vi kunne starte med ret lette slæder på første dagsrejse. Vi skulle rejse om natten, da solen gjorde sneen blød i dagtimerne.

Vi tog af sted kl. 22 i klart vejr med blot let vind. Da hundenes glæde over igen at skulle ud at rejse havde lagt sig, blev kørslen rolig, og vi kom ind i Dovebugt. Vi fulgte kysten i Stormbugten og passerede Orienteringsøerne. Ved Snenæs blev føret lidt dårligere. Visse steder hård skaglet sne, skiftende med dyb blød sne.

Fire timer senere nærmede vi os Mørkefjordshuset. Da fik Eli øje på seks sæler på isen og vi gjorde holdt. Vi blev sat til at passe på hundene, der også havde set sælerne. Vi holdt hundene dækket med pisken, mens Eli bag sit skydesejl kravlede ud mod sælerne. På et tidspunkt vendte Eli hovedet mod os, for at få hundene til at være mere rolige. Det blev af hundene opfattet som marchordre og vi stakkels amatører blev rendt over ende. Hansen nåede at springe på Elis slæde, hvorimod jeg led den tort at blive kørt over af min egen slæde. Der skete heldigvis ingen skade på mig, da bjørnepelsen tog af for skrammerne, men mit pistolhylster blev flået - og min stolthed som hundekusk krakelerede! Sælerne forsvandt i deres åndehuller, og vi fortsatte til Mørkefjordshuset.

Vi brugte resten af natten til at gennemgå depotet og pakke slæderne til næste nat. Vi besluttede at ændre hundespandenes sammensætning, da vores slæde var tungere, så Eli afgav to af sine kraftigste hunde til os og fik de to store hvalpe Claus og Tromle i stedet. De var såmænd stærke nok, men trængte til lidt disciplin. Hansen og jeg fik til gengæld Tøsen og Qernersuaq, der var fine trækhunde. Qernersuaq var jo vores gamle kending. Vores "operation" på ham havde gjort underværker, nu var han blevet en glad slider. Tøsen var stationens stærkeste tæve og bedste bjørnehund. Hun kom nu i spand sammen med sin søn Nikolaj, der slægtede sin moder på.

Vores førerhund var Basse, der var en klog, tætbygget hund, men noget af en skuespiller. Når han efter et par timers kørsel syntes at vi trængte til et hvil, begyndte han at løbe på tre ben. Så stoppede vi for at undersøge hans pote. Der var såmænd aldrig noget galt - men sit hvil fik han!

Vi fortsatte næste aften forbi Mørkefjorden og Vædderen, der tårnede sig op på højre side. Næste stop var Port Arthurhytten ud for Røde Ø. Hytten var i fin stand, så lille den end var, med en lille rundmavet kabysovn, en køje og et lille bord. At beskrive denne hytte er, som at beskrive de fleste andre i Dovebugt. De var opført af danske og norske fangstmænd som jagthytter og blev som regel kun brugt til en enkelt overnatning. De var oftest to gange tre meter. Skelettet var tømmerstokke beklædt med pakkassebrædder og udvendigt beslået med tagpap. Meget ofte var der brugt drivtømmer fra Sibiriens skove eller affaldstømmer udsendt af fangstkompagnierne. Et lille vindue i gavlen med en træskodde, samt et lille bislag ved døren, der indeholdt lidt kul og petroleum.

Men ens for dem alle var det uskrevne reglement. Når hytten blev forladt skulle petroleumslampen stå på bordet, med glasset liggende ved siden af. Et par halvt åbne æsker tændstikker med nogle få tændstikker trukket frem, lå ved siden af. Der var taget kul ind til ovnen, og optændingsbrænde og petroleum stod klar til optænding. Alle disse forholdsregler, fordi den næste gæst kunne komme med forfrysninger i hænderne.

På bordet lå hyttens dagbog med meddelelse om sidste gæst. I dette tilfælde stod der sidst i dagbogen: "Ankommet i kraftig blæst med snefygning fra Aalborghus, forventer afrejse i morgen til Hvalrosodden, hvis vejret tillader. Alt vel"! Dagbogen var underskrevet af en af slædepatruljens folk, den 16/5 1941! Altså havde hytten været ubesøgt i syv år!

På en hylde over køjen var opstablet noget proviant samt nogle gamle bøger. Under køjen lå et lille lager af kødkonserves, tændstikker og ammunition til jagtvåben. Det var alt! En ussel lille hytte, men et himmerige hvis man ankom med forfrysninger og klamme klæder og sovepose. Den lille ovn kunne på få minutter varme hytten op og tørre alt ens grej. Lå man på den knoldede madras, kunne man læse indskrifterne på pakkassebrædderne. "Otto Mønsteds Fabrikker", "Ruga Knækbrød" og "Th. Wessel & Veet", og bag kakkelovnen, blikskilte fra "ADAMAS CIGARETTER" og "GARGOYLE MOTOROLIE"! Havde man tid, kunne man læse første del af "De tre Musketerer" og være heldig at få anden del i den næste hytte.

Vi drak en kop te inden vi fortsatte mod Kap Stop-hytten, hvor vi ville telte for natten. Vi havde tungt føre, men solen kiggede frem fra nord og satte humøret op. Sælerne lå på isen og fristede Eli, men belært af erfaringerne ville vi vente til Kap Stop. Vi fik teltet rejst og fodret hunde, før Eli kravlede ud mod elleve sæler, der nød solen som vi. Hansen og jeg kravlede op på fjeldet ved Kap Stop-hytten, der i øvrigt var næsten dækket af en stor snedrive.

Heroppe fra var der en pragtfuld udsigt ind over Brede Bræ, der fangede solen og gav os en fantastisk oplevelse. Hele Borgfjorden var opfyldt af enorme isfjelde der var bundet af isen. Det er bestemt ikke nogen overdrivelse, at fjeldene var store firkantede kolosser på adskillige hundrede meter og 30-40 meter høje. Der må være enorme havdybder her, da det jo kun er cirka 1/10 der stikker op over vandet!

Eli havde ikke haft lykken med sig, så vi spiste et solidt måltid, og krøb så i rensdyrsoveposerne.

Den 25. maj lod vi teltet stå og startede ind mod Brede Bræ, med næsten tomme slæder. Vi havde kun hundefoder til to dage tilbage og håbede på jagt. Vejret var fint med højt solskin, og vi kiggede efter bjørn inde mellem de store isfjelde. Eli kravlede op på et højt isfjeld og mente at have set en sæl på isen. Vi tog af sted, men efterhånden som vi kom nærmere kunne vi se at det blot var en stor sten på isen. Tågen begyndte at krybe frem indefra bræen, og snart kørte vi nærmest i ærtesuppe med snefog i ansigtet. Hundene kunne selv holde sporet tilbage langs Edwards ø til lejren.

Næste dag startede vi ved 13-tiden med at bryde lejren ned. Vi tog samme rute, og ved Edwards Ø tog vi østover mod Godfred Hansens Ø. Tågen lå stadig tæt og vi krøb til fjelds nogle gange for at orientere os. Sidste gang vi var oppe så vi, at tågen var lettet og kun lå langs jorden. Vi var på rette vej og kunne se øens sydside.

Vi tog trøstigt videre mod Aalborghus og snart var tågen helt væk. Da vi ankom til huset så vi en stor sæl på isen. Eli så meget målbevidst ud da han krøb ud mod den. Vi andre pakkede ud og ryddede sne ved indgangen, så vi kunne komme ind i huset.

Aalborghus var en overvintringshytte med plads til to-tre mand. Der havde heller ikke her været mennesker siden 1941. Mens vi gjorde klar til spisning dukkede Eli op. Han havde fået sin sæl og var lykkelig. Nu havde vi mad til et par dage til hundene. Eli foretrak at spise sælkød, så vi fortrak ud til hundene i solskinnet, da en dansk næse har svært ved at kunne lide lugten af kogt sæl. Hundene havde fået deres ration af sælkød, så de så overmåde tilfredse og mætte ud.

Da nu vejret var bedret, ville vi forsøge at nå sydenden af Dovebugt og samtidig prøve at gå på jagt. Vi havde stadig for lidt hundefoder til den resterende rejse. Vi startede om aftenen og tog sydover mod Kap Peschel. Vi tog gennem Engelhard Sund og stoppede ved den pragtfulde fjeldformation Orgelpiberne. Som navnet antyder havde de form som baspiberne på et kæmpemæssigt kirkeorgel. De var op mod halvanden kilometer høje og fik os til at føle os som menneskemyrer.

Vi lavede te og nød det pragtfulde vejr. Vi var omgivet af frosttåge, så rimkrystallerne hang i luften og gengav solskinnet mangedoblet. Eli tog igen på jagt efter en sæl, der lå på isen og nød solen som vi. Han fik den, en stor sortside som blev pelset og udskåret.

Vi fortsatte mod syd, men både Hansen og Eli begyndte at beklage sig over begyndende sneblindhed. De havde letsindigt nok undladt at bruge snebriller. Det blev efterhånden værre med deres syn, så vi teltede på isen lige før vi nåede Kap Peschel. Jeg lavede tekompresser, som de lagde på øjnene for at tage toppen af smerterne. Jeg fejlede ikke noget, da jeg havde solbriller indbygget i mine briller.

Jeg fodrede hunde og lavede mad og holdt dem med friske tekompresser.

Næste morgen havde de det nærmest værre, så vi besluttede at tage nordpå, da vi ikke vidste hvor længe sneblindheden ville vare. Jeg brød lejren ned og spændte hundene for. Eli måtte sidde på forreste slæde, med bind for øjnene. Hansen og jeg på bageste slæde. Jeg lod Eli få mine hunde, da jeg kunne styre Basse med tilråb fra min slæde bagved.

Jeg måtte sande fangstfolkenes ord: "Dovebugt er helvedet før Danmarkshavn!" Føret var rædselsfuldt. Blød sne så hundene sank i til bugen. Vi kørte efter Røde Fjeld på Koldeweyøen, men syntes ingen steder at komme. Vi stoppede undervejs og drak te og skiftede kompresser. Jeg var imponeret over så lidt jamren jeg hørte fra mine kammerater, da sneblindhed er meget smertefuldt.

Hen under morgenstunden stoppede vi og slog teltene op. Hundene var meget trætte og faldt straks i søvn efter jeg havde fodret dem. Vi prøvede at tage forbindingerne af inde i teltet, men øjnene var hævede og helt lukkede. Så vi krøb i poserne og afventede hvad næste dag havde til os.

Efter morgenmaden næste morgen, insisterede begge patienterne på at nøjes med snebriller. De var trætte af ikke at kunne være med til noget. Vi fortsatte kørslen mod nord i lidt bedre føre og ud for Bergs Fjord mødte vi bjørnespor. Vi så bjørnene, tre i alt mod øst, mens hundene tog færten af sporet, og drejede mod vest. Jeg måtte affyre et skud i luften, for at få hundene til at stoppe op og kigge sig omkring. Først da fik de øje på bjørnene.

Vi tømte slæderne på isen og forfulgte bjørnene. Da vi nærmede os dem skiltes de, og den største stak af mod syd, mens de to andre løb mod nordøst. Eli valgte at forfølge den store, mens Hansen og jeg tog af sted efter de andre. Jeg slap Tøsen og Nikolaj løs og efter et par hundrede meter fik hundene stoppet begge bjørne, ved at nappe dem i haserne. Da vi nåede dem løste jeg de øvrige hunde, så vi ikke endte midt i slagsmålet. Vi fik hurtigt bjørnene nedlagt, og kaldt vore hunde sammen selvom de var frygtelig ophidsede over jagten.

Vi kiggede efter Eli, men han havde haft besvær med at stoppe bjørnen, da hans hunde ikke var bjørnevante. Han kom dog omsider og var i pragtfuldt humør over fangsten. Vi rejste teltene, og pelsede alle tre bjørne. Elis var den største, en stor hunbjørn, mens de andre to var meget store ungbjørne. Både Hansen og Eli havde totalt glemt sneblindheden i jagtens tummel. Vi spiste kogt bjørnekød, mens vi igen og igen snakkede om jagten. Hundene fik et mægtigt foder og lå med tykke maver og så veltilfredse ud.

Skind i stræk
Skind i stræk

Næste aften gjorde vi klar til sidste etape mod Danmarkshavn.

Vi måtte lave et køddepot af resten af bjørnekødet, da vægten af kødet var for meget at slæbe for hundene. Vi kunne desværre ikke nå frem på en nat, da føret var blødt og tungt og vi måtte telte endnu en dag på isen. Næste nat ved tolvtiden brød vi lejren op og tog nordover. Lidt nord for Bergs Fjord blev slædeføret bedre, mere hårdt og skaglet.

Vi havde ikke kørt ret længe, før vi så helt friske bjørnespor af to bjørne. Vi kunne ikke se bjørnene, men hundene var sikre i deres sag. De var meget opsat på endnu en jagt. Vi undersøgte sporene for at finde den rigtige retning de var løbet. Eli besluttede at følge dem og tømte sin slæde for bagage. Vi kunne se ham krydse rundt i sporet, men pludselig skiftede han retning. Han havde set bjørnene! Han fik nedlagt den ene, den anden sprang i tidevandsrevnen og svømmede væk. Han baksede meget med at få den døde bjørn op på isen, den lå i tidevandsrevnen og han måtte lade hundene trække den op. Snart efter kom han, med bjørnen på slæden.

Vi ventede mens bjørnen blev pelset og spiste et let måltid, før vi fortsatte hjemover. Vi havde måttet lave endnu et depot af bjørnekødet og alle de nedlagte bjørneskind. Vi var bange for at få endnu mere tungt føre og for tunge slæder. Vi blev glædeligt overrasket. Nord for Koldeweyøen var der blankis og resten af hjemturen gik i galop.

Vi nåede hjem til Danmarkshavn klokken halv seks om morgenen.

Lørdag den 28 - 5 - 49.

For første gang i Danmarkshavns historie kunne vi melde positive grader.

Kl. 21.00 var temperaturen oppe på plus 1,2.

Foråret sætter nu også kraftigt ind. En mængde af de store snefaner synker sammen, og der danner sig generende vandpytter imellem stationsbygningen og husene.

Dagens Temp: Min: -7,0 Max: -2,0.

Mandag den 30 - 5 - 49.

Tørnede ud kl. 07.30.

Vejret var det mest skønne, vi nogensinde har haft. Efter at vi havde fået lidt morgenmad, blev Gert og jeg enige om, at vi kunne trænge til lidt frisk luft og motion.

Vi fik riflerne frem og gik så en tur over bag Termometerfjeldet.

Her mødte vi en enlig hare, og Gert der var meget interesseret - han skulle bruge skindet til for i handsker - skød efter den, men det blev en forbier og snart var haren over alle bjerge.

Vi lagde os så på en lille Klippe, nød en cigaret og solen, som varmede dejligt, endskønt temperaturen kun var plus 1. Vi fortrød, at vi havde taget huer og trøjer med, da vi måtte gå og bære på det hele vejen - man ville jo ikke finde på hjemme at gå i skjorteærmer i den temperatur, men heroppe kan det udmærket lade sig gøre.

Da vi havde ligget der og nydt det en halv times tid, fortsatte vi over mod den lille sø "Agurken". Det er et navn vi har givet den grundet dens form.

Der sad også en hare, de to første skud var forbiere, men nu ville den ikke lege mere, så den spænede af sted. Her var jeg så heldig at ramme den med et skud lige igennem hovedet.

Vi flåede den nede ved søen, kødet havde vi ikke brug for, vi ville ingen trikiner have.

Vi drev så lidt rundt i fjeldene derovre, og kl. 11.00 var vi atter tilbage på stationen.

Hansen, Brandt og Eli kom i morges hjem fra en fin inspektionstur i Dove Bugt. De havde haft en god rejse, føret havde ikke været særlig godt, slæderne sank dybt i sneen, og hundene havde besvær med at trække dem.

De havde skudt fire Bjørne, dagen før de kom hjem, de mødte dem på den østlige side af Store Koldewey.

I eftermiddag havde vi en fin pilot og radiosonde, den kom op i 16.000 meters højde.

Dagens Temp: Min: -6,0 Max: +2,0.
Indhold · April 1949 · Juni 1949