Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · Maj 1949 · Juli 1949

Torsdag den 2 - 6 - 49.

Vejret har været fint i de sidste dage, temperaturen har været helt oppe på plus syv grader.

Solen skinner og sneen smelter, så der danner sig store søer mellem husene. Enkelte steder er vi nødt til at lave små broer, så vi kan gå nogenlunde tørskoede fra hus til hus.

Ænder og gæs samt den store havmåge er nu kommet til egnen. Der er en skrigen og skræppen oppe imellem fjeldene.

Gert og Villy - som har været på en to dages tur i Dove Bugt - kom hjem i morges. De havde set en mængde sæler og masser af bjørnespor men ingen bjørne. De havde fundet et sted, hvor en Bjørn havde holdt middag, der lå resterne af en sæl, de tog skindet med hjem, men det var meget ødelagt.

Kl. 21.30 startede de folk, der skulle på Pinsetur.

Til Micardbu startede Erik Christensen, Julle og Frede med en slæde og otte hunde og til Mørkefjord startede Eli, Ingeniør Andersen, Frode Andersen og Gylden med to slæder og tolv hunde.

Der blev kun to hunde tilbage, det er vores to tæver der bærer så raffinerede navne som "Fru Hansen" og "Greta Garbo", de går begge og venter et hold hvalpe.

Dagens Temp: Min: -5,0 Max: +3,0.

Fredag den 3 - 6 - 49.

Efter at have sendt OBS'en kl. 03.00 blev Sørensen og jeg enige om, at det var alt for fint vejr til at sove i, så vi bestemte os til en lille rask spadseretur. "Fru Hansen", der havde været på radiostationen hele natten ville med.

Vi gik ud mod den sø, der hentes vand i, og heldigvis havde vi taget gummistøvler på. Nu var det længe siden, jeg havde været den vej, men sikke en forandring der var. Det var næsten ikke til at komme igennem, hele kæret var tøet op, og vi sank langt i.

Vi kunne klare den, det var værre med "Fru Hansen", hun kom stønnende en halv snes meter efter os og det kneb, når hun skulle over et stort vandhul. Kunne hun klatre uden om, gjorde hun det, men til tider var det ikke nemt for hende at få maven med over.

Selve søen var nu dækket af et flere cm. lag vand over hele isen, og enkelte steder var der små bække fra de omkringliggende store snefaner.

Her opdagede vi den første Kjove, endnu en fugl der varslede, at sommeren var kommet til Danmarkshavn.

Da vi kom over til slugten, gik vi op over den nordlige ende af Harefjeldet. Heroppe havde vi den skønneste udsigt ned over stationsterrænet. Herfra synede husene og de høje master intet i sammenligning med den storslåede natur, vi her havde for os.

Danmarkshavn med master
Danmarkshavn med master

Her fandt vi enkelte rypepar, hunnen har nu skiftet fjerpragt; nu er den brun, mens hannen beholder sine hvide fjer hele året rundt.

De er ikke nemme at få øje på, det første man ser, er gerne hannen, han sætter sig på en lille klippe et stykke fra hunnen, således at han afleder opmærksomheden fra hende, mens han selv er et rigt bytte for ræve og evt. jægere.

Vi sad længe og betragtede sådan et par. "Fru Hansen" var ikke videre interesseret, hun lå for fødderne af os, og lod rype være rype. Men sikke et spektakel, de kan lave når de føler sig truet.

Vi så også mange harer. Det er et vældigt sjov at se dem. Når de starter, tager de gerne de første halve snes skridt på bagbenene i små hop.

Særlig bange for mennesker er de ikke, stationens harer, som det hedder, kommer tit ned i nærheden af husene og spiser det affald, der bliver smidt ud fra kabyssen.

Vi kravlede videre, landet her er ikke andet end små kløfter og dale, stenene er meget forvitrede af den strenge frost, enkelte kan pilles fra hinanden i store flager.

"Fru Hansen", med hele sin ufødte familie, fulgte os troligt på vores vej igennem dette terræn, ganske vist kunne det tage sin tid, men hun skulle nok komme med.

Endelig nåede vi op på toppen, og hvilket panorama lå nu for vore fødder.

Mod vest havde vi hele slugten, Stormbugten og en del af Dove Bugt.

Dette øde landskab lå her stille og roligt, kun afbrudt af enkelte fugleskrig, mens solens stråler spillede i de store isfjelde, der var frosset fast i Bugten.

Mod syd havde vi Lille - og Store Koldewey, Maroussia og Storisen, mens udsynet mod øst og nord var stærkt afgrænset på grund af de højere fjelde.

Vi gik ned i slugten. Her fandt vi en lille elv, der så småt var begyndt at løbe, det dejligste klare vand fik vi at drikke her.

Nu fulgte vi kysten langs Harefjeldet, forbi Bådskæret.

Her mødte vi desværre tågen, som kom rullende ind fra havet.

Vi søgte så op på fjeldet, til tider ligger tågen ikke så højt, uden at man godt kan gå oppe på et fjeld i det dejligste solskin, mens man nede har en væmmelig tyk tåge.

Tågen var imidlertid tyk hele vejen, så vi skyndte os hjem, vi skråede ned over landet, og kom ud på Vestre havnemole, hvor vi lige var henne og kigge på den varde, som Miss Louise A. Boyd havde rejst i 1938 på sin turistrejse med "Veslekari".

Vi gik nu over havneisen hjem, og nåede lige hjem til kaffetid. Villy havde ikke rigtigt kunne forstå, hvor jeg var henne, han kunne ikke finde mig i køjen da han gik på vagt.

Jeg gik til køjs og sov til kl. 17.00.

Resten af dagen var vejret dårligt, om end ikke tåget, så lave stratocumulus på himlen og ingen sol.

Søndag den 5 - 6 - 49.

Pinsedag forløb stille og roligt.

Vejret har været overskyet og gråt de sidste dage, og det er ikke bedre i dag, så der var ingen lyster til store udflugter.

Efter frokost gik Poulsen og Kasper en tur østpå. De vendte hjem med en lille fjordsæl, som Kasper havde skudt ovre i Østersøen.

Jeg havde eftermiddagsvagten i dag, men vi havde ingen pilot og radiosonde, da vi atter havde dårlige kortbølgeforhold, det var umuligt at komme af med noget på KB.

Aftenen gik med en stille drink, mens vi deltog i en lille rask "hvem-ved-hvad"-konkurrence om en dåse syltede blommer - som ingen ville vinde.

Mandag den 6 - 6 - 49.

I formiddags vendte de to slædehold hjem efter en god tur, men et dårligt vejr.

Micardbu-holdet havde næsten været fireogtyve timer om at nå derop, men det var gået bedre hjemover. De havde ingen jagt haft, kun nogle enkelte rævespor var observeret.

Holdet fra Mørkefjord vendte hjem med tre bjørne, som Eli og Frode Andersen havde skudt på en lille jagttur ved Vindseløen i Dove Bugt.

Gylden var på udturen faldet i en bred revne, han måtte klæde sig af ude på isen, og så ned i en sovepose mens han blev kørt til huset.

"Fru Hansen" fødte i aften kl. 19.30 en lille velskabt hvalp, hvilket køn vides endnu ikke. Danmarkshavns beboere følger spændt bulletinerne, som udløber fra "Klinikken" - en kasse med træuld bag 4-Mandhuset, hvor Fruen er indlagt. Der ventes på flere arvinger. Fruens helbredstilstand er udmærket, de sidste dage har Fruen været aktivt deltagende i alle de jagt- og spadsereture, der fandtes.

Tirsdag den 7 - 6 - 49.

"Fru Hansen" fik i nattens løb to hvalpe til, men befinder sig udmærket. Dog skælder hun slemt ud, når nogle af de andre hunde nærmer sig kassen. Måske ved hun af bitter erfaring, at de vil æde hendes yngel.

Radioforholdene er blevet lidt bedre i dag, men vejret er stadig skyet og gråt.

Søndag den 12 - 6 - 49.

Ja, jeg er sprunget let hen over de sidste dage, men her er ikke sket store nyheder. Grønlænderne har sammen med Kokken været på en to dages tur i Dove Bugt, de kom hjem med fem sæler, så nu skal vi til at spise sællever. Det skulle være den fineste lever man kan få, men jeg kan nu ikke lide det.

I eftermiddag var Brandt og jeg en tur østpå, vi gik over til Østersøen, hvor der lå en enlig sæl ude ved en bred revne, som strakte sig over hele bugten. Nu var ingen af os klædt på til at gå på sæljagt, men da jeg havde riffel på, syntes vi ikke, vi kunne lade chancen gå fra os uden at prøve.

Når man skal på sæljagt, skal man helst være klædt i hvidt fra top til tå og desuden have et lille skydesejl - et lille hvidt sejl på to små meder, hvor "Bøssen" kan spændes fast på. Og så maver man sig langsomt, meget langsomt ind på sælen, idet man hele tiden sørger for at have vinden imod, da sælen ellers hurtigt lugter en, og med lille slag med halen vil forsvinde i sit åndehul.

Nå, jeg skulle jo prøve og jeg var klar over, at jeg ikke kunne komme alt for tæt ind på dyret, da min påklædning stak alt for meget af på baggrund af den hvide sne, og jeg havde ikke lyst til at kravle 500 meter frem i sneen.

Da jeg var ca. 200 meter fra den, løftede den hovedet, jeg faldt ned med det samme, men var nu klar over, at skulle jeg have den, så skulle det være nu, den havde uden al tvivl luret mig, og ventede nu på, hvad jeg ville.

Jeg fik den på kornet, men ak og ve. Det var en forbier, den slog et lille slag med halen og så var den væk. Jeg gik derned, men jeg tror ikke, den var ramt, der var ingen blodspor.

Kommer man så tæt på en sæl, at den ingen chance har, skal den helst rammes i nakken eller igennem øjet, da det er de eneste steder, man kan være helt sikker på, at den er død med det samme.

Hvis der efter skuddet er så meget liv, at den kan nå at vælte sig i vandet, gør den det, og på denne årstid synker den straks, mens den om vinteren og foråret flyder ovenpå.

Brandt var blevet i land, og i mellemtiden var han gået ind i bunden af bugten, her mødtes vi og sad og nød en smøg.

Vi startede så over mod Termometerfjeldet, hvor vi mødte Frede, han havde skudt en rødstrubet lom ovre ved den lille sø på østsiden af fjeldet.

På resten af vor vandring så vi ikke meget vildt, en gammel Moskustyr var det eneste, men den lod vi gå.

Villy havde også været ude, han kom hjem med to troldænder.

Gert var i aften lige nede i havnen og skyde en måge. Den målte fra næb til halespids 72 cm., og den havde et vingefang på 155 cm. Så man vil forstå, at det ikke er en hel lille måge af den slags, der er derhjemme.

Fredag den 17 - 6 - 49.

Endelig solskin i Danmarkshavn igen.

I morges var her letskyet - og op på formiddagen klarede det helt op, og resten af dagen har vi haft nogle små fine skyer hængende.

I eftermiddag har vi haft en fin pilot og radiosonde, 10.740 m. Nu har vi i mange dage haft overskyet vejr, så vi var kommet helt ud af vanen med det arbejde.

I går var der rengøringsvanvid på radiostationen. Jeg havde morgenvagten; Villy og Gert tørnede ud kl. 08.00 og så mødte vi op med spande, primusser og klude. Jeg pudsede kobberrør - fra senderne - mens Villy og Gert gik i gang med vinduerne. Senere blev senderne og væggene vasket, og vi sluttede med at skure gulvet to gange. Vi var først færdige kl. 19.00.

Tømrerne er nu i fuld gang med at lægge det sidste lag tagpap på husene. I dag blev de færdig med radiostationen og pakhuset. Grunden til Brintskuret er blevet færdigstøbt i går.

Middagen stod i dag på noget meget raffineret nemlig: Kogt sælkød, det skulle være meget sundt og nærende, men jeg kan nu ikke få det ned. Der skydes nu så mange sæler, og okserne er blevet fredet, så vi er nødt til at gå ombord i sælkødet.

Kasper er den, der endnu ligger med rekorden angående sæl. Forleden aften, mens vi sad og spiste, rejste han sig pludselig og sagde "Pussi", hvilket betyder sæl. Han gik da også med det samme, og senere så vi, han gik ud mod sælen med skydesejl og riffel.

Han mavede sig langsomt ind på dyret. Første gang han skød lammede han den, men heldigvis så meget, at den ikke kunne kaste sig i hullet, og så fik den en gennem hovedet.

Lørdag den 18 - 6 - 49.

Kom allerede ud af køjen kl. 07.00. Formiddagen gik med at stryge tøj.

Lige efter frokosten måtte jeg i gang med at tage mit moskusskind ned, Ingeniør Andersen skulle til at male. Jeg fik det ved samme lejlighed pakket og syet ind i sækkelærred, så det er klar til hjemsendelse.

Vejret var strålende, ganske vist lå der ude ved Lille Koldewey nogle tågebanker, men jeg regnede med, at de ville blive liggende, så jeg bevæbnede mig med riffel og jagtgevær - jeg ville en tur ud til søerne for at se, om der skulle være en enkelt gås eller and.

Der var ikke meget vildt derude, nogle enkelte ænder var det eneste jeg så, jeg skød efter dem, men kunne ikke ramme. De er ikke så nemme at komme i nærheden af, som ryperne var.

Jeg travede rundt derude i to timer, den lille sø er nu helt isfri, hvorimod vandafhentningssøen er dækket med is på midten.

Jeg var hjemme igen kl. 16.00, og mit eneste jagtudbytte var en lom, som jeg fandt derude - Julle havde skudt den i går, men kunne ikke få den, da den lå midt i søen.

Mandag den 20 - 6 - 49.

Vejret har været meget tåget i de to sidste dage, solen har vi ikke set meget til.

Den højeste temperatur, der blev målt på Grønland i dag, var plus 19,0 grader, den blev målt nede på Ellaø.

Kasper og Eli har været på sælfangst fra lørdag aften. Kasper kom hjem i går aftes med tre sæler, mens Eli først kom i aften.

Han skammede sig meget over, at han, som den ældste, ingen sæler havde fået. Han mente, at vi ville se ned på ham af den grund. Deres tankegang er meget barnlig.

Onsdag den 22 - 6 - 49.

I nat sprang elven op!!

I aftes var Hansen, Sørensen og jeg en lille tur ude ved vandfaldet bag "Achton Friis"-klippen. Vi kunne høre det bruste oppe i fjeldene, så vi ville ud at se, om det var begyndt at løbe.

Vi havde et ualmindeligt fint vejr, skyfrit og stille. Den højeste temperatur vi målte var plus 15,0 grader, og det var en af de laveste her på nordøstkysten.

Alle de store snefaner synker nu sammen, og ved foden af dem pibler vandet frem i små bække for senere at samles i større. Oppe ved Vandfaldet løb det meget kraftigt, men det forsvandt ind under en stor Snefane, som der intet afløb var fra, så vi var klar over, at det ikke ville vare længe, inden der gik hul, og så ville hele kæret få vand.

Vi fulgte nu elven op imod den store sø, for at se om den kom derfra - det gjorde den - men vi kunne ikke se, om søen fik tilførsel fra den store Ishule (Gnipahulen).

Kai M. Brandt skriver om Gnipahulen:

På vores næste halve fridag, den 8. august, var vi nogle stykker, der havde planlagt at besøge Gnipahulen. Vi havde læst i Achton Friis' bog om Danmark-ekspeditionen, at den skulle ligge seks-syv km. oppe af vores vandelv.

Gnipahulen var et usædvanligt naturfænomen, som havde gjort et dybt indtryk på Achton Friis. Den var mange hundrede år gammel, ja måske årtusinder.

Ishulen var dannet mellem to fjeldmassiver, der dannede et stort M. I bunden af hulen løb vores vandelv, der afvandede det store fjeldområde bagved.

Hvert efterår frøs elven og lukkede hulens indgang. Når sommeren kom, opstod der et enormt tryk inde i hulen, så indgangen sprængtes med et mægtigt drøn.

Metertykke isklumper slyngedes ud og langt ned ad elven. Når der så var faldet ro over området, kunne man trænge ind i hulen.

Nogle år var åbningen stor som en ladeport. Andre år måtte man krybe ind på hænder og knæ.

Lige indenfor var der et kæmpemæssigt rum, så stort som en domkirke.

Achton Friis skriver:

"Domkuplen var så høj, som syv mand ovenpå hinanden".

Hulens loft kunne gennemskinnes af dagslyset og gav hulen et fantastisk lys i blå og grønne nuancer.

Her stod "Isdronningens Alter", et stivnet vandfald med de mest fantastiske farver og former. Stalaktitter - som det ville hedde på græsk - hang ned fra loftet som kæmpemæssige vindrueklaser i skønne farver.

For at blive i sproget, dannedes der stalagmitter under dem, lige så smukke. Hyppigt, rundt om, hvor disse mødtes, til fantastiske issøjler fra gulv til kuplens loft. Man fik en underlig følelse af at have fået sit livs største oplevelse. Man kunne kun stå andægtigt stille og lade indtrykkene trænge ind. Man følte sig lille og uanselig, med tanken - "Huen af og på knæ!"

Det er uhyre få der har oplevet Gnipahulen!

Hvem der har fået den ide at kalde den sådan, er uvist. "Gnipa" er oldnordisk, og betyder "Hel" - dødsriget! Jeg synes ikke den gav mig anden følelse end usigelig fryd og andagt.

Danmark-ekspeditionen trængte ind bag "Isdronningens Alter", og kunne afgøre at hulen var 300 meter dyb. Man skulle forcere flere vandfald af is, og endte oppe på 70 meter over havets overflade, og hele resten af hulen lå i dybeste mørke. Måske derfor navnet: dødsriget!

Da vi forlod hulen var vi alle tavse.

Indtrykket havde været for overvældende til at sige noget! Men mindet vil aldrig blegne.

Heroppe opdagede vi en stor flok moskusokser, en tyr og fire køer samt to små kalve. De gik og græssede på plateauet foran søen og da de ikke havde opdaget os, kunne vi komme dem meget nær. Imidlertid varede det ikke længe, inden tyren fik færden af os, og pludselig stak de af.

Nu da de er i sommerpelsen, hænger ulden og dasker i store totter omkring dem, så det var et festligt syn at se - selv de to små kalve gik ikke af vejen for en lille rask løbetur, de løb hele tiden imellem tyren og køerne, de fulgte søen rundt, og tog så retning op imod Termometerfjeldet.

Vi gik nu ned til Vandafhentningssøen, og den fulgte vi så langs med, indtil vi nåede kæret. Her var vandet også begyndt at løbe, vi måtte nu skynde os hjem, da det var ved at være kaffetid.

Senere var der fire mand ude ved vandfaldet, og nu var det brudt igennem, og store dele af kæret var allerede oversvømmet, så vi ventede jo hvert øjeblik, at nu ville der være så meget, at det ville løbe ud i elven.

I dag er det knapt så fint vejr, himlen er overskyet og temperaturen er kun plus 9,0 grader, men vi har haft en del varme fønvinde.

Torsdag den 23 - 6 - 49.

Det var det fineste vejr man kunne tænke sig da jeg tørnede ud i morges, plus 8,0 grader og ikke en sky på himlen.

Poulsen, Hansen og Eli skød i morges fire hunde. Nu da det er begyndt at knibe med hundefoder, kan vi ikke have alle de hunde gående, så nu bliver der tyndet ud blandt de gamle.

Det var "Metusalem", "Ham med Badebukserne" (grundet den store brune plet han har på bagdelen), "Ham med Piberenseren" (da hans hale lignede en piberenser) og "Druk" (Han havde en gevaldig rød næse), der måtte lade livet.

De er nu på vej til de evige jagtmarker, hvor der er mange store sten - lygtepæle findes ikke på Grønland - og hvor der er masser af spæk og dejligt hvalroskød.

I formiddag fik jeg tiden til at gå med at hjælpe kokken, vi skal jo have fest i aften, så der er en del ekstra arbejde i kabyssen.

I spisestuen var følgende plakat slået op:

"HERMED INDBYDES BEBOERNE AF DANMARKSHAVN TIL DEN STORE SANKT HANS- OG MIDSOMMERFEST TORSDAG DEN 23 JUNI 1949

FESTLIGHEDERNE TAGER DERES BEGYNDELSE KL. 20.30 GMT OG INDLEDES MED FÆLLES KAFFEBORD I SPISESTUEN.

KL. CA. 21.00 ANTÆNDES DET STORE, FLOTTE BÅL PÅ SILAMUTTEN, OG DEREFTER GÅR DET SLAG I SLAG MED AFBRÆNDNING AF P-TROLDEN, FOTOGRAFERING OG MIDSOMMEROLYMPIADE.

KL. 23.00 RETTES DER AN TIL DET STORE, USANDSYNLIGE KOLDE BORD I SPISESTUEN.

BEBOERNE OPFORDES TIL AT MØDE TALRIGT OP, SÅ VIDT MULIGT MED DAMER.
BALTEGN KAN KØBES HOS NÆRMESTE KOLONIBESTYRER.
PÅKÆDNINGEN ER SOMMER- OG SPORTSTØJ
Festkomitéen."

Man vil forstå, at vi havde noget at glæde os til. Ganske vist bliver det jo ikke det store "sus", men heroppe er vi meget glade for en lille smule afveksling.

I eftermiddag har der været en mængde filmen, Poulsen - der har overtaget jobbet efter Filmfotograf Thilst - skulle filme en ballonopstigning. Først blev Villy og jeg taget, mens vi var ved at fylde en radiosondeballon med brint.

Uheldigvis skete der det, at da vi skulle til at binde for ballonen, røg den af slangen og gik til himmels. Men forhåbentligt klippes det fra derhjemme.

Senere blev så hele opsætningen, udplotning af radiosonde og pilot samt afsending til Scoresbysund taget.

Håndværkerne holdt fyraften kl. 17.00 i dag - de arbejder ellers til kl. 20.00 - grundet den store fest i aften. Jeg havde Aftenvagten, og da jeg kom ned kl. 18.00 var der et sandt virvar.

Festkomiteen for rundt og gjorde de sidste forberedende øvelser, mens de øvrige var i gang med at vaske sig, man skulle jo i stadsen i aften, så skjorter skulle stryges og skoene pudses.

Kl. 20.30 begyndte man så med kaffebordet, jeg gik desværre glip af det grundet min vagt, men da jeg var færdig kl. 21.30, var vi klar til bålet.

På pladsen mellem det sydlige Håndværkerhus og 4-Mandshuset var der samlet en mængde papir, tagpap og alt andet der ikke kunne bruges og det gav et dejligt stort bål, men med en tyk kvælende røg. Det eneste vi rigtigt savnede, var nogle timers mørke, så bålet rigtigt kunne komme til ære, det syner jo ikke meget, når solen står højt på himlen. Imens bålet brændte ned blev P-trolden sendt til himmels, hvor han skulle eksplodere, hvilket han desværre ikke gjorde!

Af en radiosondeballon og en pilotballon var der lavet en ualmindelig flot P-trold, den var pumpet op med brint. Så var der hæftet en lille sprængladning på, som skulle eksplodere, når den var et halvt hundrede meter oppe. Ladningen sprang også godt nok, men ballonen tog desværre ingen skade, så P-trolden fortsatte sin vej mod Bloksbjerg og det var jo ikke meningen. Bare den nu ikke falder ned omkring Daneborg eller Thule?

Efter denne mislykkede Trolde-afsendelse sang vi Midsommervisen, mens Poulsen lod filmapparatet snurre, og kl. 22.00 begyndte så den store Midsommerolympiade.

Der indledtes med sækkeløb. Først startede Villy, Gert og Sørensen og her blev Gert vinder; Så Frede, Hansen og Eli, og her blev det Hansen, der løb af med sejren. Dernæst kom turen til Julle, Erik Christensen og jeg, hvor jeg var så heldig at vinde; Til sidst kom Brandt, Palsby og Kasper, hvor Brandt sejrede med en Sæks forspring foran Palsby. Finalekampen, der udkæmpedes mellem Gert, Hansen og jeg, vandtes af Gert og Hansen, jeg var så uheldig at falde allerede efter ti meters løb.

De sejrende skulle nu udtage hvert sit hold til Tovtrækning, Gerts Hold tabte begge omgange.

Nu gik vi så i gang med at slå søm i, og her lå Erik Christensen i spidsen ved, at han kunne slå det ned med to slag.

Kl. 23.00 blev der serveret smørrebrød med tilhørende snaps og "Imiak". Her holdt Palsby en lille Tale og sagde følgende:

"Ja! nu må man ikke tro, at jeg agter at holde en større Tale. Det skulle vist ikke være nødvendigt. Men jeg har lige et par ord at sige.

Derude ved Bålet sang vi om landet dernede mod syd, "vort" land. Men der er endnu et land, som vi kalder for vort. Et land, som vi selv har fået lov til at være med til at skabe, landet her omkring os.

Der var ikke mange af os, der rigtigt vidste, hvad vi gik ind til sidste sommer. Vi havde læst og hørt om landet og selv digtet mere til. Men hvad det egentlig er, der gør disse kyster til noget for sig selv, anede vi ikke.

Nu ved vi lidt om det. Vi har set landet her i al slags vejr og alle belysninger. Vi har mødt dets luner og nykker, dets trusler og dets muligheder. Vi har bandet dets klima langt ad... . langt varmere steder hen. Vi har kaldt det et forbandet møgland, en skærvebunke og et fængsel.

Men trods alt tror jeg, at vi alle sammen har fundet noget i det, der var godt.

Hvad enten vi har fartet om fra Lamberts Land til Kap Peschel, eller vi aldrig har været længere end til Bådskæret, har vi alle sammen fundet noget, der engang måske vil få os til at længes tilbage og sige til vore stakkels pårørende: "Næh, ser du, - i Danmarkshavn, der var der noget ved det!"

Efter at det store bifald var døet hen, delte Palsby et af sine produkter ud, og vi lod atter vore pragtfulde stemmer høre i følgende sang:

DEN STENEDE STRAND
(Mel.: Spanienssangen)

Hvor bræerne trak deres skure
og skabte et klippefyldt land
stængt inde bag storisens mure,
den ligger, vor stenede strand

Snart blomstrer dens solfyldte kløfter,
snart knuger polarnattens favn,
men altid den lokker med løfter,
og stranden bli'r kaldt Danmarkshavn.

Syng til, Danmarkshavner, om landet
du lærte at kende som dit;
hvor vinteren trælbinder vandet
og klæder hver fjeldskrænt i hvidt.

Det land, der er steget af disen
ved menneskers dådskraft og trods.
De knægtede mørket og isen
og overgav landet til os.

Vi fik det, javel, - men vi lærte,
at landet ej giver kredit:
Betving først dit sind og dit hjerte
før Grønland du kalder for dit.

For landet kan rase og true,
men holder du altid din vagt
og ikke la'r mismod dig kue
- så holder det tro jeres pagt.

Og sidder vi atter derhjemme,
med skatter og hverdagsgråt gavn,
da hører vort hjerte en stemme
der hvisker dit navn, Danmarkshavn!

Erik Palsby, Journalist, og radiosondemand på Danmarkshavn 1948-1950, skriver om baggrunden for ovenstående sang:

Lad det være sagt med det samme: Danmarkshavn er ikke det smukkeste sted på Jorden. Men derfor kan man jo godt komme til at holde af det.

Det er et landskab, der er blevet slidt ned af isen - af bræer der har skudt sig frem og trukket sig tilbage, skabt afrundede fjelde og brede dale. Der er ingen svimlende tinder - ingen dybe afgrunde.

Men når vinteren efter en halv snes måneder har sluppet sit tag for en kort bemærkning, synes man det er skønt.

Danmarkshavns historie fyldte ikke mange sider, da vi begyndte at bygge radio- og vejrstationen Danmarkshavn.

Der var en oldtid, skabt af eskimoer, der var vandret nord om Grønland og havde efterladt deres teltringe, enkelte jordgrave, vinterhuse og kunstfærdige rævefælder af sten, som vi sommetider fandt. Men eksimoerne var forsvundet for århundreder siden.

Og så var der »Villaen« som minde om den historiske tid: Et lille bræddehus, beskyttet af sten og tørvevægge. Det blev bygget under Danmark-ekspeditionen 1906-08 for at huse nogle få af ekspeditionens medlemmer. Siden udbygget af fangstmænd, der havde brugt Danmarkshavn som station, men alt i alt temmelig forfaldent.

Lidt nord for »Villaen« fandt vi det mindekors, der kroner varden, som Danmark-ekspeditionens overlevende rejste for Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund. Korset stod lidt skævt, da vi kom, men det blev rettet op.

Lidt fra det stod et andet kors over en grav, der ikke var tom. Det var rejst til minde om en fangstmand, der døde på grund af skørbugen før man fandt ud af, at der selv under disse forhold kunne findes grønne planter, der indeholdt vitaminer, som kunne have reddet ham.

En enkelt "bautasten" fandt vi. En tilhugget blok, som havde været fundament for den tyske meteorolog og fysiker Alfred Wegeners instrumenter, da han foretog de stjerneobservationer, som bekræftede hans teori om, at det nordamerikanske og det europæiske fastland glider længere og længere væk fra hinanden.

Der var håndgribelige tegn på, at mennesker havde boet og virket på denne stenede strand, før vi kom for at skabe permanent bebyggelse, nutiden.

Som det så ofte var tilfældet i Nordøstgrønland - og formodentlig stadig er det - var det en temmelig blandet skare, der befolkede Danmarkshavn det første år. "Tilfældigt sammenbragt", som det hedder i en af de lokale sange fra overvintringen 48-49.

Tømrere, mere eller mindre uddannede telegrafister, maskinarbejdere, grønlandske fangere, en mejerist, en journalist, en radiotekniker, en boghandler, en bager/kok, en jord- og betonarbejder. Og aldersgruppen strakte sig fra begyndelsen af 20'erne til lidt over 40.

Militærpersoner - nuværende eller tidligere - udprægede civilister, fynboer, sjællændere, jyder, grønlændere, københavnere ... folk, der havde årelange erfaringer fra Østkysten, og folk, der aldrig havde set Grønland før.

Hvordan det kunne gå til, at vi 17 kunne arbejde sammen og skabe et velfungerende samfund, kan forekomme utroligt. Men måske var det netop derfor. Vi var så forskellige i baggrund og uddannelse, at vi supplerede hinanden.

Både når det gjaldt det arbejde, der skulle gøres - der var altid en, der havde lidt erfaring på netop det område - og når vi diskuterede et eller andet mere abstrakt emne. Diskussionerne kunne strække sig over timer eller dage - sommetider uger - og jo mere abstrakte de blev jo bedre blev de. Vores opslagsbøger kunne sjældent give et konkret svar på en tvist. (Håndbogsbiblioteket indskrænkede sig et Hjemmets Et-bindsleksion).

Men i enkelte tilfælde var det os så magtpåliggende at få et konkret svar, at vi sendte telegram hjem om det, eller over radioen spurgte Eigil Knuth-folkene i Brønlundsfjord. Da vore to Jeeps blev sat i land, gik de fleste vist ud fra, at det betød indledningen af bilæraen i det nordøstligste Grønland. Men faktisk kom den første bil til Danmarkshavn - og til Grønland overhovedet - allerede i 1906!

Det var ifølge bladet "Hver 8. Dag" fra d. 1.7.1906 "et automobil", hvilket var et specielt til ekspeditionen konstrueret køretøj, bygget over den amerikanske Waltham Orient. Den - eller "det" - fik en krank skæbne. Viste sig hurtigt uegnet til kørsel i det noget uvejsomme terræn og blev degraderet til at virke som spil for lænkede vejrballoner og -drager.

Køretøjet måtte i efteråret 1907 efterlades på isen i Dove Bugt, da det gik uhjælpeligt i stå under sin første lange, dristige udflugt. Resterne står formodentlig den dag i dag på bunden af bugten et sted i nærheden af Snenæs.

Vore to køretøjer beviste, at der var gået fire årtier, to verdenskrige og en rivende teknisk udvikling indenfor automobilindustrien. Der var - indenfor rimelighedens grænser - næsten ikke den opgave, de ikke kunne klare, og det er ikke til at tænke på, hvordan vi skulle have klaret opbygningen af stationen uden de to Jeeps.

En af de ting, man lærte som nyfødt nordøstgrønlænder var, at når en sten flyttede sig, så var det ikke en sten, men formodentlig en moskusokse. I 1948 var Nordøstgrønland ikke en nationalpark, så vi havde lov til - med måde - at skyde moskusokser. Dels til glæde for vore uundværlige hunde, dels til glæde for os selv i form af et velkomment supplement til dåsemaden.

Vi havde alle vænnet os til, når vi kom ud af en dør, at kaste et ransagende blik horisonten rundt. Hvis en sten så havde flyttet sig siden sidst, vidste vi, at det var en moskusokse, der gik og "græssede" oppe på Harefjeldet eller et andet sted nord for stationen. Det var - i princippet - kun de enligtgående okser, der var mål for vores jagt. Det er nemlig gamle fyre, der er blevet forjaget fra deres "familie" af yngre, stærkere rivaler, og derfor ikke længere spiller nogen rolle for bestandens formering.

At skyde en moskusokse har ikke meget med jagt at gøre, opdagede selv vores inkarnerede jægere. Det må være noget i retning af at gå ud i stalden og skyde en ko. I hvert fald det andet år oparbejdede vi en ganske enkel rutine: Når en mand havde set en okse indenfor rimelig afstand af stationen, gik han op til den med riffel og kniv. En halv time senere startede kokken eller en anden med en slæde, medbringende en ren spand. Når han nåede frem, havde førstemanden skudt oksen og åbnet den, så andenmanden kunne gå tilbage med lever og hjerte i spanden, hvorefter førstemanden kørte kødet tilbage på slæden.

I øvrigt må der leve to forskellige racer af moskusokser på Østkysten. I Scoresbysundområdet, der er oksernes sydligste revir, og hvor der er en grønlandsk befolkning, måtte de dengang overhovedet ikke nedlægges, med mindre fangeren følte sig truet. Åbenbart var dyrene dernede meget aggressive, thi det var jævnligt nødvendigt at nedlægge en okse!

Hen ved midsommertid hørte vi pludselig en LYD fra landet, der ellers havde været så stille. Det varede lidt, før det gik op for os at det var VAND, vi hørte. Oppe i de lave fjelde nord for stationen var tusinder af små vandløb begyndt at bane sig vej og havde føjet en ny dimension til det gammelkendte billede.

Den nat var der ikke mange af os, der fik sovet ret meget. Vi gik i midnatssolen i vores gummistøvler og sparkede og skrabede for at hjælpe alle kildevældene med at finde vej ned mod elvlejet - som om de ikke ville have fundet vej af sig selv, som de havde gjort det i årtusinder!

Og så brød blomsterne frem. Der er ikke så mange arter, og de er ikke prangende, men de griber en om hjertet, når de bryder frem til trods for, at der ret beset overhovedet ikke er livsbetingelser for dem.

Klokken nærmede sig nu desværre 23.30, så jeg måtte på stationen og sende 0BS'en, og kl. 24.00 blev der uddelt ordner og udmærkelser til Danmarkshavns beboere. Hver mand fik et ridderslag af et kolossalt træsværd og en lille medalje, som hentydede til en eller anden mere eller mindre heldig bedrift.

Ordnerne og udmærkelsestegnene var som følger:

Ja, det var så de små stikpiller vi fik, og efter det sad vi i dagligstuen og hyggede os, men da håndværkerne skulle begynde at arbejde kl. 06.00 i morgen brød vi op, og ved ettiden var der atter ro i lejren.

Fredag den 24 - 6 - 49.

I aften var jeg en tur ude ved "Gnipahulen".

Elven var begyndt at løbe meget kraftigt, og det gav anledning til, at der blev mumlet en del om, at nu var der nok gået hul deroppe.

Jeg startede kl. 18.00, der var ingen, der havde lyst til at gå med, så jeg gled alene.

Vejret var fint, ikke en sky på himlen og plus 11,0 grader.

Jeg tog den sædvanlige tur ud omkring vore hjemlige søer, op over fjeldet og ned til den store sø. Hernede på lavlandet gik der en halv snes moskusokser, men jeg var ikke tæt nok på, så jeg kunne se dem nøjere efter.

Oppe ved hulen var der helt tørt, så det var ikke herfra vandet kom, men derimod kunne jeg se, at i den nordøstlige ende kom der en meget kraftig elv ud i søen, så den skulle jeg da lige kigge på.

Der ovre bag ved opdagede jeg en lille sø, og fra den store snefane, for enden af søen ca. 10 meter oppe, væltede vandet ud på fuld kraft. Der var ingen hul, men jeg skal love for at der kom vand, og langs hele fanen kom der i hundredvis af små bække ud, som dannede de nydeligste små vandfald på deres vej ned mod den lille sø.

Jeg sad deroppe et kvarters tid, nød den dejlige udsigt der var, jeg kunne se igennem hele slugten ud i stormbugten og langt ind i Dove Bugt.

Jeg fulgte nu elven hjem, og et stykke nede fandt jeg det dejligste bløde mos, hvor jeg selvfølgelig camperede en halv times tid.

Der lige klos op af elven, lå jeg og nød varmen - så tæt ved Nordpolen og dog ligeså varmt og dejligt som under de hjemlige himmelstrøg - mens mine tanker gik på vandring til dem derhjemme.

Kunne jeg dog bare vise denne vidunderlige skønne egn frem for dem, lige så mørkt og væmmeligt her er om vinteren, lige så smukt og dejligt er her på denne årstid.

Jeg var også lige en tur oppe ved vandfaldet. Det har nu fået revet meget af den store snefane væk, men der vil jo nok gå et par dage, inden alle de tons sne helt forsvinder.

Lørdag den 25 - 6 - 49.

Der var et ramaskrig på hele stationen i morges.

En af "Greta Garbos" små hvalpe var bidt ihjel af "Spøgelset" - hun var for en halv snes dage siden flyttet op til "Achton Friis"-klippen, hvor hun fødte tre sortbrogede hvalpe, og Eli kom hjem med dem for et par dage siden.

Det var Gert, der i nat havde hørt spektakel fra kassen hvor hun boede. Da han kom derover stod "Spøgelset" og rodede i kassen, han gennede den væk, og kunne ikke ved første øjekast se noget særligt, men da han vendte den om, så han at hele bugen var revet op.

Han slog den ihjel med et bræt, og så fik "Spøgelset" klø, men som han sagde: "Hvis jeg havde haft min riffel så havde "Spøgelset" ikke levet i dag".

I aften var Sørensen, Palsby, Brandt, Gert og jeg ude ved Ishulen, nu er den sprunget ud, og der er kommet en meget kraftig strøm nede i Elven.

Vi havde en fin tur derud og vi havde følgeskab af tre hunde, "Nikolai", "Basse" og "Fru Hansen". I begyndelsen var de ikke ret glade ved at gå og trampe i alt det vand, "Fru Hansen" gik pænt udenom de store huller, men da vi skulle krydse elven, måtte hun over. Hun klarede den også godt, men hun var ikke videre glad ved situationen.

Ved den nordøstlige ende af den store sø mødte vi tre moskusokser, og her ville Palsby have nogle billeder. Vi pudsede hundene på dem, og de fik dem også standset.

Tyren gjorde et par udfald mod Basse, dog uden at ramme ham. Under fotograferingen røg den også ud efter Gert, han stod fem meter fra dem, og havde dem på kornet, hvis de skulle finde på at gå til angreb, men den ville åbenbart ikke så langt, for den stoppede pludselig, af hvilken grund ved jeg ikke.

Moskusokser i karre
Moskusokser i karre

På hjemvejen gik to kjover løs på "Nikolai" og "Basse", men dem kunne de ikke rigtigt klare, så de tog skyndsomst flugten.

Vi mødte vore to grønlændere, de havde skudt en hare, hvilket er forbudt efter vore hjemmelavede fredningsbestemmelser.

Poulsen gav dem også en omgang for det, da vi kom hjem, men de kan ikke rigtigt forstå, at vi vil forbyde dem at skyde alt levende, der render rundt her i omegnen.

Mandag den 27 - 6 - 49.

I formiddag måtte jeg i gang med at vaske, men vejret var strålende, og nu elven løber, mangler vi jo ikke vand, så det var hurtigt overstået.

I eftermiddag gik jeg en tur ud til Gnipahulen. I dag tog jeg den modsatte vej - forandring fryder - oppe ved vandfaldet så jeg et rypepar, men jeg kunne desværre ikke finde reden; det er vanskeligt at få øje på hunnen, men selv om man ser, hvor hun flyver op, skal man være meget heldig for at få øje på reden.

Ovre på sletten foran Ishulen blev jeg overfaldet af en kjove, den kom farende bagfra og lige ned over hovedet på mig. Nå, jeg tænkte at det vel var en tilfældighed, men den blev sgu ved, og jeg var ved at blive lidt nervøs.

Det er en stor fugl - lidt mindre end vore havmåger - men den har et væmmeligt langt næb. Jeg var kun bevæbnet med Brandts revolver, men jeg havde heldigvis min anorak i hånden, så hver gang den kom, måtte jeg dukke mig, og så svinge trøjen over hovedet.

Jeg var ikke meget for at skyde, da det næsten er umuligt at ramme med den "Hyldebøsse", selv om det er nogle ordentlige "Bær" den sender ud, 11,3 mm. Efterhånden kom jeg længere over mod kløften, og her blev kjoven træt af legen og stak af. Jeg svor og bandede, og lovede den, at jeg ville knalde alle de kjover, jeg kunne overkomme.

Jeg regner med at have været i nærheden af dens rede, det er derfor at den har set sig gal på mig.

Jeg gik nu igennem den nordlige kløft ud imod Stormbugten, herude mødte jeg en anden "Fru Rype", men her kunne jeg heller ingen rede finde endskønt jeg så, hvor hun fløj op.

Turen hjemad gik ned omkring søerne og ned til kysten, som jeg så fulgte op til "Villaen".

Her var jeg lige inde og kigge, for at se hvorledes den havde klaret vinteren, men bortset fra at der i et af rummene var noget smeltevand, havde den ingen særlig skade taget.

Tirsdag den 28 - 6 - 49.

For første gang i år, REGNVEJR.

Lige fra i morges pjaskede det ned, men omkring middagstid slog det over til støvregn med megen tåge. Da det kun er vores anden regnvejrsdag i den tid vi har opholdt os her, lod vi os ikke afskrække, men Gert og jeg tog en frisk tur ud til Ishulen, som snart er blevet vores traditionelle udflugtssted - ligesom man går på Langelinie derhjemme.

Ude ved hulen mødte vi de to Kjover, som jeg har erklæret krig, og straks indledte vi en lille rask skydning, mens fuglene prøvede på, at angribe os.

En overgang var de lige over hovedet på Gert, han svingede med sin riffel, han kunne ikke nå at få en patron i kammeret, og jeg kunne ikke skyde, da jeg var bange for at ramme ham. Men endelig efter en voldsom "Kamp" lykke-des det os at nedlægge hannen.

Vi havde da brugt ti patroner, og de resterende otte stk. som vi havde med, brugte vi på hunnen, dog uden at ramme. Men efter hannens fald var hun ikke så angrebsivrig, så vi kunne i ro og fred lede efter reden, som vi fandt, der lå eet æg, og det tog vi med hjem.

Man vil måske nok synes, at det er en lidt voldsom fremgangsmåde, man da det er en meget voldsom rovfugl, er det om at få nedlagt så mange som muligt.

Da vejret ikke så ud til at ville bedre sig synderligt, besluttede vi os til at komme hjem i en fart, men vi havde da fået lidt frisk luft.

Indhold · Maj 1949 · Juli 1949