Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · 1. uddrag af Kai M. Brandts bog · August 1948

Dagbog fra Danmarkshavn 1948-1949
Afskrift af Erik Lehmanns dagbog

Torsdag den 15 - 7 - 48.

Så oprandt den mest kedelige dag i år. Det var måske meget sagt, da jeg skulle ud og opleve noget nyt, men jeg var nu lumsk ked af at rejse.

Amdrup afgik kl. 10.00 fra Grønlands Handels Plads, Birthe, hendes far og tante Dagmar var med og hilse af med mig. Nu skulle der så gå to år inden vi atter skulle mødes igen, og hvad lå der forude?

Jeg havde fået tildelt en køje i et 4-mandskammer, og skulle bo sammen med Gert, Villy og vores radiotekniker, en ung mand på vores alder, ved navn Kai Brandt.

Da vi var blevet foreløbig installeret, gik vi en tur på opdagelse, man skulle jo gerne kende lokaliteterne, da skibet nu skulle være vort hjem de næste snes dage.

Amdrup viste sig at være et meget moderne skib, det havde plads til ca. 25 1. klasses passagerer, men vi var 31 mand som skulle til Danmarkshavn, så en del af folkene var anbragt i et lille kammer forude.

Der var en pragtfuld rygesalon ombord med store skindbetrukne sofaer og lænestole. Måltiderne indtoges i spisesalonen agter, hvor der var en meget stor salon.

Kl. 12.15 fik vi en dejlig frokost, om det var søluften eller det, at ingen af os havde fået noget videre morgenmad, ved jeg ikke, men vi var hundesultne. Dertil skal siges, at det var nu også en overdådig frokost, så vi glædede os på forhånd, til alle de frokoster, som vi skulle indtage her.

Vi var i mellemtiden kommet på højde med Helsingør, og her droppede vi så den sidste forbindelse med Danmark, nemlig lodsen.

Vi blev enige om, at vi trængte til en på øjet, så vi krøb i Køjen, mens Amdrup stampede sig vej igennem Kattegat. Vejret var fint, og søen rolig.

Fredag den 16 - 7 - 48.

Fløj alle fire ud af køjen kl. 07.30. Det var den tid vi skulle spise morgenmad, men vi fik at vide, at i nattens løb var urene stillet ca. fem kvarter tilbage, så vi havde god tid.

Vi havde jo intet særlig at lave, så vore interesser indskrænkede sig til at holde øje med vejret, og tiden vi skulle spise, samt se og få lært de mennesker at kende som vi nu skulle være sammen med i de næste to måneder.

Her er som sagt 31 mand. Stationspersonalet samt en del håndværkere, hvor enkelte skal overvintre sammen med os, mens andre skal rejse hjem med den norske sælfanger "Veslekari", som forventes at ankomme til Danmarkshavn ca. tyve dage efter os.

Vinden er i eftermiddag frisket lidt op, og søen er urolig, men endnu har ingen måttet ofre til Neptun.

Lørdag den 17 - 7 - 48.

I morges kom vi ikke for tidligt op, vi sov til stewardessen, Fru Hansen, kom og sagde at kl. var 07.00. Urene var stillet 35 minutter tilbage. Vi er nu oppe på højde med Færøerne, vinden er flovet meget af, men her er endnu meget dønning.

Tiden går med at nyde rejsen, og sludre med folkene. Vi har to grønlændere med, som skal være fangere på stationen, og vi må jo enten se og få dem lært dansk, eller også må vi tage fat på grønlandsk. Jeg tror nu nok, at det sidste vil volde os en del vanskeligheder.

Søndag den 18 - 7 - 48.

I nat var urene kun stillet 10 minutter tilbage, så det var jo ikke meget vi snød os til, men ikke fordi, vi har jo ikke andet at lave end at ligge i køjen. Men jeg tror nu også, vi skal tage lidt på forskud, da ingen regner med særlig meget tid til den slags, når først vi når derop.

Har i dag fået et indblik i hvilken type sender og modtager, vi skal arbejde med deroppe.

Mandag den 19 - 7 - 48.

I nat fik vi også kun to minutter foræret, men klarer den jo nok. Vi mærker ellers ikke meget til, at vi stamper mil efter mil mod nord. Vi kan mærke at dagene bliver lidt længere, ellers er her et dejligt varmt og stille vejr, søen er rolig, og ingen lider af uro i maven.

Tirsdag den 20 - 7 - 48.

Kl. ca. 22.00 mødte vi den første is. Det var kun nogle små enkelte flager, men det var is.

Vi er nu kommet så langt mod nord, at der ikke er noget, der hedder nat mere, solen står på himmelen hele døgnet og vi må blænde koøjet af når vi skal sove.

Onsdag den 21 - 7 - 48.

I formiddags var vi inde i en del drivis, så det går jo langsomt fremad, da vi skal krydse imellem isskodserne. I eftermiddag har vi ligget stoppet i tre timer grundet tyk tåge.

Amdrup i isen på vej mod Danmarkshavn
Amdrup i isen på vej mod Danmarkshavn

Torsdag den 22 - 7 - 48.

Nu er den første uge gået, og der skal gå mange endnu, inden vi atter er på vej hjem.

Vi lå stoppet grundet tåge i morges, da jeg tørnede ud af køjen. Op på dagen lettede den så meget, at vi kunne fortsætte, og selv om det gik langsomt kom vi da fremad.

Vi er nu inde i "Storisen" og det er ikke så ligetil at mase sig vej igennem den, men Amdrup er en knag i den retning. Det er et flot syn, når den farer på sådan en karl, det knager og brager i alle skibets sammenføjninger, men det er som regel isen, der må give sig.

Fredag den 23 - 7 - 48.

I morges lå vi atter stille, men ikke på grund af tåge. Isen var for voldsom, men op på formiddagen begyndte atter det møjsommelige arbejde at banke sig igennem den til tider fire meter tykke is.

Kai M. Brandt skriver om isen:

Jeg har altid antaget at isen bare var hvid. Det var den kun i trist gråvejr. Nej, isen er blå! I tusindvis af blå nuancer, fra den sarteste turkis, til dyb kongeblå.

Lige så svær at beskrive, som jeg ville have ved at blande farverne på en palet. Når solen ramte iskanterne, var hele det gule og røde spektrum med i denne fantastiske symfoni.

Svært at beskrive, svært at løsrive sig fra. Hele tiden ændrede billedet sig. Der var efterhånden is så langt øjet rakte til alle sider.

Hele ismarker, som Amdrup havde svært ved at komme igennem. Dog med enkelte render og våger, som skipper valgte at følge. Vi kunne på motorerne høre, hvordan Amdrup masede sig igennem isen. Somme tider måtte skipper slå bak, og så ligesom tage tilløb ind i en genstridig isrende. Så kunne man se renden langsomt udvide sig, til vi nåede ind i en våge hvor vi kunne få pusten igen. Så var det med at finde en ny rende i labyrinten - og så forfra igen.

Vi begyndte at forstå, hvad man mente med en ishavsskude, og hvorfor skrog og klædning var SÅ overdimensioneret på Amdrup og hvorfor skibet var udstyret med dieselelektrisk skrue!

Der var telegraferet efter assistance fra Lauge Kock Ekspeditionens flyvemaskine, som skulle hjælpe os at finde den tynde og mest fremkommelige is. Den ankom kl. 17.00 og kredsede så rundt et stykke tid for derefter at lande i den smule vand der var omkring skibet.

Besætningen, der bestod af fire mand, kom ombord.

Efter en lille times tid lettede maskinen atter og satte kurser mod sin base, Ellaø, en lille Ø lidt syd for Daneborg.

Lørdag den 24 - 7 - 48.

Kom først ud af køjen kl. 08.00, det er ikke til at falde i søvn om aftenen, grundet al den solskin. Vi har i dag set den første smule Grønland, ganske vist som luftspejling, men det blev hurtigt ødelagt af en tågebanke.

Vejret er stadig fint, bortset fra megen tåge, meget varmt, hvis man ikke er i skyggen.

Søndag den 25 - 7 - 48.

Da vi vågnede i morges, blev vi underlige til mode ved, at vi kunne mærke, at skibet gik for fuld speed fremover, det viste sig, at vi var kommet igennem storisen og gik nu op langs kysten af Store Koldewey.

Ved middagstid var vi endelig ved Danmarkshavn, vor rejses mål, og mit hjemsted i de næste to år, men endnu var modstanden ikke hørt op, der lå et meget tykt bælte is og dækkede hele inderhavnen.

Vi lagde til ved iskanten, og Kaptajn Poulsen, Maskinmester Hansen, Ingeniørerne Sørensen og Andersen samt Fotograf Thilst fra Minerva Film gik i land for at undersøge landet.

Der skulle jo findes en egnet plads, hvor der ikke var for langt til vand, grus og sten, som der skulle bruges meget af til støbningen.

De fandt også en god plads med alle fordelene. Men den lå inde i bunden af havnen, så hvis vi ville være der, måtte vi igennem al den is. Men Amdrup gik frisk i gang med sit job.

Mandag den 26 - 7 - 48.

Vi måtte allerede ud af køjen kl. 06.30, så nu er det sket med at lege turister. Skibet var i nattens løb kommet igennem og lå nu forankret ca. l km fra kysten.

Endelig fik vi for første gang fødderne på Grønland, og jeg sank i mudder til knæene, men det er heldigvis kun i strandkanten, at det kan ske.

Landet så ellers meget godt ud, der var ikke meget som mindede en om, at her skulle være vinter, sne og kulde. Solen skinnede, og der var kun enkelte steder endnu en lille smule sne.

Hele egnen omkring Danmarkshavn er omgivet af høje fjelde, og to små elve skar sig i gennem landskabet, så i sommertiden vil vi ikke mangle vand.

Formiddagen gik med at hjælpe Ingeniør Sørensen med opmåling af selve Stationsterrænet, hvor husene og masterne skulle rejses.

Kl. 11.00 var vi ombord i Amdrup og spise frokost.

Besætningen havde i mellemtiden gjort alt klar til at påbegynde losningen. Og lige efter frokost gik de første pramme i land med vore to jeeps. Kajer var her jo intet af, men vi klarede den til dels udmærket med isfoden, som lå ved kysten.

Materiellet bringes i land med pramme
Materiellet bringes i land med pramme

Ganske vist var det ved at gå galt, mens den ene jeep var ved at køre på land knækkede isfoden, og hvis manden i vognen ikke havde givet den sømmet i bund med det samme, havde vi måttet til at fiske efter vognen.

Ellers blev alt muligt slags gods landsat, isoleringsmateriale til husene, cement, kul, træ, pile og bjælker til master, og mange andre ting, som skal til, når en station skal bygges og sytten mand skal leve her isoleret fra omverden.

Vi arbejdede til kl. 21.00, og jeg skal love for, at vi alle var glade for køjen den nat. Nu havde vi gået som små grever i ti dage og så skulle vi alle til at pukle som kulier, den var ikke videre sjov.

Tirsdag den 27 - 7 - 48.

Måtte ud af tæpperne kl. 06.30. Havde det med mig selv som om der var en der havde moret sig med at slå mig hele natten, men der var ingen vej uden om. Gudskelov så regnede det og vi fik at vide, at man så tiden an til middag, så det gik stærkt med at komme til køjs igen.

Efter middag var det så meget opholdsvejr, at vi atter kunne begynde, men hvor er det trættende at gå frem og tilbage på stranden hele dagen, enten med en sæk cement, kul eller glasuld, og da vi fik fyraften kl. 21.00, kunne vi alle finde køjen i en fart.

Onsdag den 28 - 7 - 48.

Fra i dag skulle arbejdet begyndes kl. 06.00, så vi blev allerede purret kl. 05.00, godt trætte og ømme, den eneste trøst var, at vi måtte vel til sidst blive så vant til det, at vi ikke ville mærke trætheden.

I formiddags fik jeg et nemt job, jeg skulle hjælpe Sørensen med opmålingerne. Det varede til frokost, så var det slut, så ned til stranden igen. Jeg har nu aldrig tænkt mig, at der skulle så megen cement til for at lave de fundamenter her.

Torsdag den 29 - 7 - 48.

På den igen kl. 01.00, man bliver nu helt trist ved det hele når vi pukler 15 timer og så skal sove resten.

Men her skal jo nås meget på kort tid, ellers skal vi selv bygge vores huse og rejse masterne i vinter. Helt færdig når det jo ikke at blive, men hvad der er nået er jo af vejen.

Dagen er ellers gået som de andre, parolen er "Få prammene losset så hurtigt, som muligt, og så af sted efter noget mere". Vore to jeeps kører hele døgnet rundt for overhovedet at kunne holde stranden fri.

Fredag den 30 - 7 - 48.

Har fået et nyt job, skal køre den ene jeep. Har aldrig kørt en vogn før, men det er hurtigt lært, og her er jo ikke noget med kørekort og færdselsregler, så det går Storartet.

Villy og jeg er blevet meget forbrændt i ansigtet i formiddags, så derfor fik vi lov til at hjælpe dem ombord i Amdrup, der er man da væk fra den brændende sol.

Lørdag den 31 - 7 - 48.

Ja, her er og bliver jo ingen særlige nyheder for de nærmeste dage, den ene er som den anden, det gælder om at få så meget i land som mulig i de 15 timer vi er i gang, så vi har ikke tid til at tænke på andet.

Indhold · 1. uddrag af Kai M. Brandts bog · August 1948