Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · December 1948 · Februar 1949

Lørdag den 1 - 1 - 49.

Tørnede ud kl. 12.00, med et væmmeligt hoved, og efterhånden som de fleste kom op, blev der lidt liv igen.

Kl. 13.00 fik vi frokost, men der var ingen der havde særlig lyst til at gå i gang med spiritussen i dag, de havde fået for meget i går.

Kl. 14.00 skulle jeg på vagt, nu er den nye vagtordning trådt i kraft. Døgnet er inddelt i 3 skifter, fra kl. 08.00-16.00 og kl. 14.00-22.00 og kl. 23.00 - 07.00. Jeg har i denne uge eftermiddagsvagten.

Søndag den 2 - 1 - 49.

Tørnede ud kl. 08.00. I denne uge er det mit job at passe kakkelovnene og det kan man godt få en halv times tid til at gå med.

Jeg brugte formiddagen til at vaske lidt tøj, og i eftermiddag har jeg været på vagt.

Dagens Temp: Min: -25,0 Max: -22,0.

Mandag den 3 - 1 - 49.

Tørnede ud kl. 08.15.

Begge kakkelovnene var gået ud, og de kunne ikke engang reddes med en spand petroleum, så her var arbejde nok.

Vagten, der er fra kl. 23.00 - 07.00 går ellers ret hurtig for mig.

Der skal jo kun sendes OBS tre gange i den tid, så jeg får tiden til at gå på 80 og 40 meter båndene, hvor der er en livlig trafik hele døgnet. Vi arbejder med en lille 40 watts Transceiver - vores nødsender - den arbejder på akkumulator, så den kan altid køre.

Der er mange forskellige nationaliteter, man kan nå og få en lille sludder med, hvis ellers forholdene er gode.

Dagens Temp: Min: -28,0 Max: -21,0.

Tirsdag den 11 - 1 - 49.

Ja, hele sidste uge er her intet sket af betydning, den ene dag - eller rettere sagt nat - er gået som den anden. Man sover det meste af dagen og er på stationen hele natten.

I denne uge skal jeg have morgenvagten, det er bedre.

Vi er begyndt at bygge lidt på Brandts amatørsender, den skulle jo gerne i gang, mens maskinerne endnu kører det meste af døgnet.

Lørdag den 15 - 1 - 49.

Tørnede ud kl. 07.00.

Havde vagt til kl. 16.00, jeg var lige lidt på 40 meter i morges og fik et par forbindelser. Vores pilot kom i dag op i 4000 m.

I aften fik vi rommik, da det i dag er et halvt år siden, vi forlod København.

Dagens Temp: Min: -25,1 Max: -23,9.

Søndag den 16 - 1 - 49.

Ud af køjen kl. 07.00. Jeg skulle have Brandt med op på stationen, vi var på alle tre bånd og arbejde.

I dag er nyordningen "Spar på Brændslet" trådt i kraft, og det kan også mærkes, de uldne sweatere er kommet frem, og man må gå med to par sokker.

Det ser ud til, at vi skal have dårligt vejr, Barometeret falder og det er begyndt at blæse.

Dagens Temp: Min: -29,0 Max: -22,0.

Mandag den 17 - 1 - 49.

Fik næsen ovenfor tæppet kl. 10.00, hundekoldt var det, og slut med det fine vejr.

Jeg skulle først begynde på stationen kl. 14.00, så jeg havde ikke så travlt med at komme op.

Det blæste styrke 8 - 9, og føg meget kraftigt, så det var ikke videre hyggeligt - man måtte pakkes godt ind, inden man vovede sig udenfor.

I senderlokalet frøs det -3 grader, og luftelektriciteten ødelagde vore modtageforhold. Krakamutvejr var det ikke?

Dagens Temp: Min: -29,5 Max: -24,0.

Tirsdag den 18 - 1 - 49.

Stod først op kl. 12.25. Det var hundekoldt, og jeg har fri hele dagen, så der var intet forsømt ved at blive liggende.

Orkanen raser videre - og med fornyet styrke. Husene knager, så man føler sig hensat til en gammel skonnert i svær sø.

Der skulle et større engagement til, inden vi kunne komme over at spise, foruden den sædvanlige indpakning måtte vi nu også have fat i et langt reb, så ingen blev væk, når vi kom uden for døren.

Det er næsten ikke til at stå fast og meget værre at komme fra hus til hus.

Vore to hundehvalpe - der efterhånden er blevet store - har lagt sig til at sne inde, lige uden for vores dør.

Hundehvalpene og, i midten, Erik Lehmann
Hundehvalpene og, i midten, Erik Lehmann

Et andet problem har nu også meldt sig. Det er begyndt at knibe med vand, så vi kan ikke blive vasket, før stormen lægger sig.

Dagens Temp: Min: -26,0 Max: -21,0.

Onsdag den 19 - 1 - 49.

Orkanen raser videre på tredje døgn. Jeg har ligget og frosset hele natten, kl. 04.00 var jeg oppe og få fat i et ekstra tæppe samt et par sokker på fødderne, men det hjalp nu ikke meget, det var umuligt at holde varmen i køjen. Mit vækkeur var gået i stå grundet kulden. Udenfor stod "Himmel og Hav" i ét.

Den store langbølgeantenne og modtagerantennerne er styrtet ned, men hvor stor skaden er, kan ikke siges endnu. Døren til bislaget var blæst op i morges, så vi måtte grave os ud.

Der er tildelt hver mand 1 liter vand til vask, det er sne, der er smeltet. Vi har intet drikkevand, så nu er det på tide, vi får noget ordentlig vejr. Men humøret har endnu ingen skade taget, så vi klarer den vel nok.

Dagens Temp: Min: -24,0 Max: -16,0.

Torsdag den 20 - 1 - 49.

Orkanen var i nattens løb stilnet så meget af, at vi kunne komme ud og se lidt på skaderne.

Langbølgen er totalt ødelagt - helt smadret. Ruseringene fandtes rundt omkring mere eller mindre fladtrykte, den ene kan ikke findes, den er nok havnet ovre på Lille Koldewey.

Antennerne efter orkanen
Antennerne efter orkanen

Ved frokosttid blev det helt stille, så blev grønlænderne sendt af sted med hunde og slæder efter det længe savnede vand.

Vi har i dag hørt "Rygter" om, at stationen på Kap Tobin (Scoresbysund) er brudt ned til grunden under den voldsomme orkan og i Daneborg har de også mistet deres langbølgeantenne, så det har ikke været lokalt blæsevejr denne gang.

Der drøftes nu livligt i "Bjørneborg" hvilken farve, man skal have malet med på kamret. Det skal jo helst være så skørt som muligt, men da vi kun er i besiddelse af gult, grønt og blåt, er det jo meget begrænset, hvad vi kan få, men ved hjælp af madkulør og andre stoffer klarer vi den nok.

Der er i anledning af det stille vejr blevet serveret madeira til desserten.

Fredag den 21 - 1 - 49.

Tørnede ud til fint vejr i formiddags kl. 10.00. Der var gang i malerarbejdet rundt omkring i alle kamrene. Pastorens (Brandt) værelse er blevet færdigt i dag, så nu skal de til at begynde inde hos mig.

Kai M. Brandt skriver om sit øgenavn "Pastoren"

Det var omkring denne tid, at Kokken havde givet mig et øgenavn. Han - og snart efter de øvrige kammerater - kaldte mig "Pastoren". Efterhånden gik det op for mig, at han havde lagt mærke til at jeg jævnligt blev opsøgt af personalet på mit kammer.

Når en eller anden var rendt ind i problemer og de trængte til at snakke, kom de til mig. Det kunne være et privat problem, et ubehageligt telegram, eller endog et "Kære John-telegram" fra pigen eller konen.

Men navnet holdt. Selv 40 år efter, var Kokkens første hilsen til mig: "Davs Pastor - det er sør'me længe siden"!!

Vi havde en fin pilot i dag. Faklen slukkede i 2.800 m højde.

Store diskussioner er i øjeblikket under udvikling i Danmarkshavn, for tiden behandles emnet "Ret og Uret" - det er sgu ikke til at holde ud at høre på!

Kai M. Brandt skriver om "diskussioner":

En af personalets yndlingsbeskæftigelser var at sætte en diskussion i gang. Ofte kunne disse strække sig over mange aftener, med kun få muligheder for afslutning, da emnerne ofte var meget abstrakte.

Det blev en hel sport at holde liv i en diskussion, ved at fremkomme med et nyt synspunkt, som så blev endevendt igen og igen.

Et af de mere seje emner var: "Hvad er ret?".

Emnet holdt i næsten tre uger, men så blev det Kokken for meget. Han sagde: "Ret mig her og ret mig der. Jeg kender kun en ret, der betyder noget her og nu, og det er Stegt Flæsk med Persillesovs!"

Der blev dødstille i dagligstuen!

Den omstændighed at vi ikke rådede over frisk grisekød der kunne steges, gik pludselig op for os. Der fulgte en tid fuld af madhallucinationer, - og emnet "ret" var borte.

Gert har fødselsdag, så der er blevet serveret sjusser i aften.

Solen nærmer sig, vi har nu ca. tre timers lysning midt på dagen.

Dagens Temp: Min: -20,5 Max: -19,0.

Lørdag den 22 - 1 - 49.

Atter en dag med fint vejr - det lyder underligt, men ikke desto mindre er det rigtig - men det varede nu heller ikke hele dagen, hen under aften blæste det op igen, og nu har vi en lille rask storm, igen styrke 6 - 8.

I eftermiddags steg temperaturen pludselig fra.: - 25,0 til - 17,0, og barometeret begyndte at falde, så det kan jo være, vi ikke er færdig endnu.

Tømrerne har i dag ordnet de skader, der var på husene. Nogle få baner tagpap på pakhuset og radiostationen.

Vores vindmåler - der var repareret og opsat efter sidste kraftige storm - var også denne gang blæst ned, og nu er der vist intet håb om at kunne reparere den.

Søndag den 23 - 1 - 49.

Vejret har i dag været meget lunefuldt.

I formiddags vindstyrke 3 - 4 og væmmeligt koldt. Kl. 18.00 kom stormen rygende med kraftig snefygning, men nu er det atter stilnet af og fygningen er ophørt.

Her har ikke været mange udflugter grundet vejret, og vi har haft meget dårlige kortbølgeforhold, hele båndet er dødt, så næsten alle vore OBS'er er gået blindt, dvs. vi sender dem lige ud i æteren uden at få kvittering, da vi intet kan høre.

Har nu fået nogenlunde nøjagtige oplysninger angående branden i Kap Tobin.

Hele stationsbygningen, der rummer sondelokale, maskinrum, værksted og maskinmesterens lejlighed er brændt ned til grunden. 500 tromler benzin og solarolie, som lå i nærheden, er også gået op i røg, og stationen har ikke været i drift endnu, den skulle startes om en lille måneds tid.

Der køres endnu med den gamle station i Hvalrossebugten, men de har ingen reservedele, så det er jo ikke godt at vide, hvor længe de kan klare den.

Mandag den 24 - 1 - 49.

Jeg har nattevagt i denne uge, så det er jo ikke meget man oplever.

I nat har vi ellers haft bedre kortbølgeforhold - de har været meget sløje de sidste dage.

Ud på morgenstunden fik vi kraftig vind og fygning, men da jeg tørnede ud kl. 16.00, var det fint vejr igen.

Torsdag den 27 - 1 - 49.

Atter en dag mod fint vejr. Jeg kom ud af køjen kl. 08.30.

Jeg skulle i gang med at vaske tøj, hvad der ikke er videre interessant, men nødvendigt.

Tøjvask i elven
Tøjvask i elven

Her er ellers ikke sket store nyheder, grønlænderne er taget på rejse sydpå, men de kommer vist hjem på mandag igen.

Forholdene på kortbølge er blevet noget bedre, nu kan vi da høre de omkringliggende stationer.

Dagens Temp: Min: -30,3 Max: -27,0.

Fredag den 28 - 1 - 49.

Havde vagt til kl. 07.00, der skete ikke store nyheder.

Jeg lå og "hamrede" på amatørbåndene hele natten, det var rart atter at være i luften efter den døde periode. Villy og jeg har i dag fået tildelt amatørlicens og - kaldesignal - vi har søgt om det for en tre ugers tid siden - Villy fik OX3XF og jeg fik OX3XG, så nu kan vi rigtig arbejde med vore egne kaldesignaler.

Dagens Temp: Min: -24,0 Max: -19,0.

Lørdag den 29 - 1 - 49.

Kl. 00.30 var mit eget kaldesignal i luften for første gang.

Jeg havde forbindelse med et par svenskere og englændere, en finne og en fra Alaska.

I dag har jeg sovet til kl. 17.00, og nu skal jeg over til rommik, som afholdes i anledning af vor ballonrekord, som var oppe på 10.860 m. Vi havde det yderst fornøjeligt hele aftenen, men kl. 23.00 måtte jeg desværre forlade selskabet, da jeg skulle på vagt.

Mandag den 31 - 1 - 49.

Da jeg kom fra vagt kl. 07.00 fik jeg halet Gert og Villy ud af køjen, vejret var fint, og vi skulle en tur ud på ski.

Kl. 09.30 var det begyndt at lysne, så startede vi. Vi havde en glimrende tur, ud over isen og langs med kysten op til "Villaen".

Der gik vi så på land, men så måtte vi af med skiene et stykke vej, til vi kom over til vores skibakke, en lille klippe ikke ret langt fra stationen. Den er ikke videre god, men det er den bedste vi kan finde.

Vi må smide os ned så snart vi er nede, ellers kører vi ud i en mængde sten, og det er ikke videre rart. Nå, vi klarede det, - og kom helskindet hjem.

Navneplade fra Danmarks Minde, tidligere "Villaen"
Navneplade fra Danmarks Minde, tidligere "Villaen"

Vi har haft et ualmindelig fint vejr hele dagen Skyfrit og stille, nu er her ca. fem timers lyst.

Dagens Temp: Min: -31,0 Max: -24,0.
Indhold · December 1948 · Februar 1949