Historie - Erik Lehmanns dagbog

Indhold · November 1948 · Januar 1949

Onsdag den 1 - 12 - 48.

Måtte i formiddags i gang med at starte jeepen, og det gøres efter alle kunstens regler. Garagen - det er ballonskuret, som bruges til dette formål - varmes op om aftenen, vognen står så og luner sig natten over.

Om morgenen begiver man sig, bevæbnet med alt hvad der kan opdrives af primusser og blæselamper, derover. Så starter man hele herligheden, og i løbet af nogle timer regner man med, at vognen er så optøet at de ædlere dele kan løbe rundt.

I mellemtiden har man sat smøreolien og to kedler vand over komfuret, og så henter man en frisk opladet akkumulator på stationen.

Når alt det er i orden, prøver man så, om det vil lykkes, men til tider bruger vi indtil tre akkumulatorer, inden den er i gang. Nu er det så bare at holde den gående hele tiden, hvis den står stille alt for længe, er den frossen igen.

Jeg kørte så vand sammen med en af grønlænderne. Vi kan køre helt ud til hullet, og når vi har fået isen væk, er det jo bare om at få jungerne fyldt i en fart og komme hjem. Der skal gerne en 5 - 6 læs til for at fylde op over det hele.

Dagens Temp: Min: -31,5 Max: -27,5.

Torsdag den 2 - 12 - 48.

Formiddagen er gået med at eksperimentere med "Fakler", som hænges i sonden, så den kan ses i teodolitten.

Faklen er et Danmarkshavns patent. Sagen er den, at til radiosonden hører et lille Batteri med pære, hvis formål var at give så meget lys, at den kunne følges i teodolitten, og her hvor vi har nat i tre måneder, havde vi god brug for den, men vi kan desværre ikke se den mere end op til 800 m.

Ikke fordi, at det er såmænd også længe nok at stå og fryse, men vi må jo gøre noget. Her er det, vi regner med at kunne få en fakkel til at give længere og mere kraftigt lys.

Fredag den 3 - 12 - 48.

Så begyndte jeg på morgenvagten igen, i dag har Gert fridag, i morgen er det Villys tur.

På vagten sker der jo ingen større sensationer, man tager sin OBS til tiden, og ligeledes klares den offentlige trafik.

I eftermiddag har jeg fået mit gulv ferniseret, noget der er meget vanskeligt her. Vi har ikke ret meget fernis, men hvis man taler lidt pænt til Ingeniør Andersen, kan man godt få lidt bevilget.

Dagens Temp: Min: -32,0 Max: -28,0.

Søndag den 5 - 12 - 48.

Tørnede ud kl. 09.30, og op på stationen og arbejde på amatørbåndene.

Brandt er amatør, med kaldesignalet OX3XE, men da han ikke er videre interesseret i nøglen, har vi fået lov til at bruge hans kaldesignal. Men vi fik nu ikke fat på nogen i dag.

I eftermiddag var Sørensen og jeg en tur ude ved fælderne, men de var desværre tomme.

Dagens Temp: Min: -33,5 Max: -29,0.

Mandag den 6 - 12 - 48.

Havde en kold morgenvagt. Når det blæser styrke 5 - 6 er det umuligt at varme senderlokalet op. Lokalet ligger i vindretningen, og der er højt til loftet. Der er som regel minus grader under sådanne forhold, senderne vil ikke rigtig arbejde, og det er jo ikke rart, hvis manden skal have handsker på.

Dagens Temp: Min: -32,5 Max: -30,5.

Onsdag den 8 - 12 - 48.

Havde i formiddag en lang sludder med Jacob oppe i Brønlundsfjord. De havde haft en væmmelig nat, NW lig vind styrke 12, minus 26. De måtte grave hunde fri hele natten, de bæster kunne ikke klare den selv.

Hundene heroppe er ellers meget robuste, det er ikke som de skødehunde, man ser derhjemme. De står tøjret til en pæl udenfor, enten det er fint eller dårligt vejr, under snestorme lader de sig fyge til og rejser sig kun, hvis de ikke kan trække vejret.

Kai M. Brandt skriver om hundene:

Den hårde frost fik os tit ud til vore hunde. De kunne og skulle klare sig udendørs i al slags vejr. Vi gjorde dog hvad vi kunne for at lette dem opholdet.

Vores to drægtige tæver havde for længst fået hver sin kasse foret med hø. De andre hunde havde fået hver en pakkasseside at ligge på.

Når vi var dernede startede en mægtig hylekoncert og alle skulle kæles for. Deres pels var efterhånden fin og tæt og de var i meget fin foderstand. Kun en enkelt af dem, "Qernersuaq", "den store sorte", var stadig sky.

På grund af ham opsøgte Hansen mig. Vi fulgtes ad ned til ham. Hansen havde en boltsaks og en dåse sårpulver med. Han viste mig, at en hvalpekæde havde skåret et dybt sår hele vejen rundt om halsen på ham! Han bad mig holde hunden og gøre ham rolig, mens han klippede den rustne kæde af. Der var et dybt blodigt betændt sår, som vi dagligt tilså og behandlede.

Hundene - de vigtige hjælpere
Hundene - de vigtige hjælpere

Efter et par uger var såret lægt og hunden rolig, men stadig sky. Vi var de eneste, der kunne komme helt tæt ind på livet af ham, og vore besøg blev honoreret med et varmt slik fra en taknemmelig hundetunge.

Vore drægtige tæver var nedkommet. Det var en uheldig årstid for hvalpefødsler og vi fik kun tre til at overleve.

"Tøsen" var mor til "Nikolaj" og "Fru Hansen" fik "Claus" og "Tromle". Alle vore hunde var tøjret, men hvalpene løb frit omkring og blev voldsomt forkælede.

Under en kraftig snestorm, en uges tid efter fødslen, var Claus nær omkommet. Hansen var pludselig blevet bekymret for hvalpene. Han trak i overtøjet og gik ud i stormen for at se til hundene. Han så at Fru Hansen fortvivlet gravede i sneen, og ved fælles hjælp fik de gravet Claus ud af driverne. Han var helt stivfrossen og livløs. Hansen bar ham ind i kabyssen, tøede ham op og gav ham hjertemassage til han kom til live igen.

Efter et par timer kunne han komme ud igen i stormen til sin mor. Hun gravede ham lykkelig ned i høet og varmede ham sammen med broderen, til stormen var overstået. Det eneste synlige tegn på uheldet var, at den yderste stump hale faldt af.

En af arbejderne har fødselsdag i dag, så det er om at holde sig til, for så får vi jo gerne lidt at drikke, og det er det ellers sløjt med.

Dagens Temp: Min: -30,0 Max: -25,0.

Lørdag den 11 - 12 - 48.

Opnåede i dag den første direkte forbindelse med Danmark. Det var med Frederikshavns Radio, på 8440 og 5790 Kcs.

Dagens Temp: Min: -31,0 Max: -26,0.

Søndag den 12 - 12 - 48.

I formiddags har vi atter været på amatørbåndene, og med held.

Vi fik vores første QSO med en Canadier, VE3AAB, fra Toronto nær Ontario. Jo mere man arbejder på de bånd, des mere interesse får man for deres arbejde.

Ellers er dagen gået med at ligge på ryggen og læse.

Dagens Temp: Min: -29,0 Max: -26,0.

Mandag den 13 - 12 - 48.

Har eftermiddagsvagt i denne uge.

I aften er det begyndt at fyge kraftigt. Luftelektriciteten springer fra antennerne og her er væmmelig koldt.

Dagens Temp: Min: -27,0 Max: -24,0.

Tirsdag den 14 - 12 - 48.

En meget kraftig storm stryger i disse dage hen over stationen. Der skal megen mod til at vove sig uden for døren, hvis man da ikke er tvunget til det.

Fra 4-Mandshuset til stationen, en afstand på 250 m., kan man nemt fare vild i dette forrygende vejr, der sammen med mørket gør, at det er umuligt at se mere end een meter frem for sig. Den meste af vejen derop må tilbagelægges på knæerne, den eneste måde man kan komme fremover på.

Det værste er dog, når vi skal i "Krakamutten", så ønsker man sig ned under de varmere breddegrader.

"Krakamutten" er et kapitel for sig selv, og for os et meget stort problem, særlig under snefygning med vindstyrke 7 - 12.

Sagen er nemlig den, at vi ikke rigtigt har noget sted at gå hen, når vi trænger til at gå lidt afsides. Ganske vist er der en halv snes meter nord for 10-Mandshuset blevet rejst og fastspændt et lidet skur til dette formål. Men så snart der blot er den mindste smule fygning, er det i løbet af kort tid fyldt med sne til loftet - og så har vi jo ingen glæde af det. Og hvis det undtagelsesvis ikke fyger, så er det ikke mere tæt, end at der indenfor opstår de uberegneligste og ubehageligste hvirvelvinde. I det store og hele foretrækker vi derfor friluftslivet, - går i "Krakamutten", som det kaldes.

"Krakamut" er den grønlandske betegnelse for alt det, der får Ingeniør Andersen til at kalde Grønland for verdens største skærvebunke.

At gå i "Krakamutten" i stormvejr kræver en ganske speciel fremgangsmåde, som efterhånden har udviklet sig til noget af et ritual.

Først går man i nogle timer og lader være, mens man med ynkelig stemme udspørger alle, der kommer ind udefra, hvordan vinden og fygningen er. Så hulker man lidt og stønner videre, indtil alt håb om stilstand er ude. Derpå vakler man ind på sit værelse og gør tøjet klar til hurtig aktion med det færrest mulige antal knapper lukket forneden og godt indpakket foroven. Så afrives et passende antal papirstykker, der gemmes i den lettest tilgængelige lomme, hvorpå samtlige beboere samles til en kort bøn for den ulykkelige, der derefter lodses ud af døren fulgt af hoverende latter fra de mere lykkelige.

Så følger en kort pause, hvorefter yderdøren rives op og en snedækket skikkelse med armene krampagtigt knuget om tøjet tumler ind under eder og forbandelser og høje løfter om, at han aldrig vil spise mere.

Denne periode er dog hurtigt overstået, og så snart hans stive fingre er så optøet, at han kan bringe tøjet i orden, har han glemt alle besværligheder og deltager højrøstet i den almindelig jubel over den næste ulykkelige.

En fordel er der nu ved at gå i "Krakamutten" i fygevejr: hundene har nemlig ladet sig fyge til og rejser sig meget nødig.

I stille vejr gør de kære tjenstvillige kræ nemlig deres indsats i sparekampagnen ved at forsøge at gøre papiret overflødigt. Det er selvfølgelig meget pænt af dem, men trods alt temmelig ubehageligt, hvorfor vi som regel må bevæbne os med en pind, den såkaldte sk...stok.

Man vil forstå, at forholdene heroppe på mange områder betyder en omvurdering af udtrykkene. Således forstår vi f.eks. ved ordet "ski.. vejr", et roligt og stille vejr.

Dagens Temp: Min: -26,0 Max: -24,0.

Onsdag den 15 - 12 - 48.

Orkanen, som rasede i går, har lavet en del ravage.

Vores vindmåler blæste ned, så nu må vi klare den med en våd pegefinger, der jo knap er så stabil. Modvægten har også lidt en del skade, og nogle baner tagpap er revet af husene.

Hen under aften har vinden lagt sig, og nu er det stille skyfrit og med måne.

Torsdag den 16 - 12 - 48.

Har i dag prøvet på retransmission af julehilsner til Brønlundsfjord.

Så længe vi kun udsendte vores egne grammofonplader gik det udmærket, men da vi satte Kalundborg ind - gik det hele i sving og bed sig selv i halen, så det måtte vi opgive. Så må vi optage det på stålbånd, og afsende det senere.

Dagens Temp: Min: -28,0 Max: -19,0.

Lørdag den 18 - 12 - 48.

Langbølgesenderen strejkede i aften.

Vore sendere har i den senere tid ikke været videre begejstrede for at arbejde under disse forhold, det menes, at være den kulde der til tider er i lokalet.

Dagens Temp: Min: -30,0 Max: -23,0.

Søndag den 19 - 12 - 48.

Atter en dag med blæst og fygning.

Det stille Grønland er - i hvert fald ikke på nordøstkysten - stille, der er næsten ikke en dag uden blæst.

Jeg har fået mig et bad i dag, hvis man kan kalde det sådan. Vores badeværelse er ikke færdigt endnu, så det må foregå på ens værelse ved hjælp af et par spande, og lidt varmt vand. Bliver man ikke ren, er man da nyvasket.

Dagens Temp: Min: -24,0 Max: -22,0.

Mandag den 20 - 12 - 48.

Ja, så er det igen en uge med den dårlige vagt. Har taget isobservationer. Vejret var blæsende med fygning, så det røg en om ørene, da jeg var ude på isen.

Har i nat fået julehilsen fra mor.

Dagens Temp: Min: -27,0 Max: -22,0.

Tirsdag den 21 - 12 - 48.

Skulle først begynde kl. 13.00 grundet at vi sidder med hovedet inde i radioen hele natten. Man kan jo aldrig vide, hvornår de hilsner kommer, som man er interesseret i, da det hele er blandet sammen.

I eftermiddag havde vi vrøvl med radiosonden, vi satte to styk op, men ingen af dem sagde noget. Det er ellers en dyr fornøjelse, de koster 150 kr. pr. stk.

Dagens Temp: Min: -30,0 Max: -20,0.

Torsdag den 23 - 12 - 48.

Fik i nat julehilsen fra Birthe og Orla.

Det er dejligt at høre deres stemmer igen, men forbandet at tænke på at man skal tilbringe julen her i denne stenørken. Nu er alle hilsnerne hertil taget på stålbånd, så nu kan vi høre dem hele sommeren.

Dagens Temp: Min: -26,0 Max: -22,0.

Fredag den 24 - 12 - 48.

Endelig oprandt juleaften med stille sne, som det nu engang hører sig til.

Selve julestemningen havde vi jo ikke mærket meget til. Vores julekorrespondance var allerede afviklet sidst i november, og her er jo ingen juleudstillinger, juletræer og deslige.

Men da julehilsnerne begyndte, mærkede vi for alvor, at det var ved at være jul. Vi hang ved radioen hele natten, spændt lyttende efter, og når så endelig der kom noget til Danmarkshavn, blev der så stille i stuen, ingen så på hinanden, vi kendte jo allerede så meget til hinanden, at vi vidste, hvad netop den hilsen betød for den enkelte.

Selv den mere kyniske og overlegne, der havde snakket om, at det i grunden var noget pjat, han blev mere nervøs som dagene gik og der stadig ikke var noget til ham, og når så stemmen havde lydt, forsvandt han som regel ud af stuen med en mumlen om noget han ville hente.

De hilsner betød mere - i hvert fald på de isolerede steder - end man kan gøre sig klart, før man selv har siddet med hovedet inde i højtaleren.

Kai M. Brandt skriver om juleforberedelserne:

Alle håndværkerne, og hvem der ellers kunne undværes i det daglige arbejde, havde fri i dag, og mens vi andre passede vore jobs, lagde de sidste hånd på den store julerengøring, der allerede var begyndt at rase for flere dage siden.

De af vore håndværkere, der ikke var beskæftiget andetsteds, gik i gang med en gennemgribende julerengøring så det skinnede overalt.

Erik Lehmann i aktion som frisør, dog ikke ved juletid
Erik Lehmann i aktion som frisør, dog ikke ved juletid

I den sidste uge før jul, blev der hentet tre gange så meget vand som normalt. Alle skulle i bad, og en masse af vores pæneste tøj skulle vaskes.

Bukserne blev presset på soldatermaner, altså lagt under lagnet natten over. Det var ikke altid nok, når det drejede sig om vore bukser af Holmens svære klæde, så der var kø ved vores eneste strygejern.

Lehmann klippede hår og skæg i døgndrift, når han var vagtfri.

Det viste sig, at vi kun rådede over en dåse skosværte. Så vi måtte klare os med tegnetusch, madkulør og knofedt.

Det var ganske forbløffende, hvad der kunne opvises af elegance, da vi kl. 18.10 Danmarkshavns - og GMT tid (19.10 Dansk tid) - samledes til gallamiddag i spisestuen.

Aldrig har så mange mand været så rene på een gang, som det så træffende blev sagt. Der sås talrige slips og sågar enkelte jakker. De forskellige hårbeklædninger var med vand, sprit og brillantine bragt i nogenlunde civiliserede folder.

Eli og Poulsen var i hvide anorakker, og Poulsen desuden i Festkamikker. Skoene var pudset, neglene rensede og skjorterne nystrøget.

Bordet var for en gang skyld dækket således, at alle sytten kunne sidde om det.

Der var ny voksdug på, flagstang på midten, papirservietter med grankogler, og to glas ved hver kuvert.

Menuen stod på tre retter. Først Moskussteg med brunede kartofler, rødkål og rødvin til. Dernæst noget for en julemiddag så sjældent som stikkelsbærgrød lavet på syltede bær, og til sidst ferskner, hvortil der serveredes madeira.

Efter maden sad vi et øjeblik og pustede inde i dagligstuen og røg en cigaret.

Vi havde i eftermiddag lavet nogle julegaver til vores to grønlændere, men der var jo ikke store variationer fra pakke til pakke, de bedste cigaretter vi kunne finde frem, chokolade, tobak, bolcher og henkogt frugt. Men der er jo lidt langt til nærmeste Stormagasin.

De to sad i deres lille hus, som de holder så pænt, at man nægter at tro på grønlændernes sjuskede og uhygiejniske levevis.

De havde hvert deres eget juletræ: en rundstok med arme til alle sider beklædt med lyng. På "grenene" havde de lagt glasuld, og træet var i øvrigt behørigt udstyret med lys, kurve og hjerter.

Vi siger jo nok, at de er meget barnlige disse grønlændere, men det kan ikke skjules, at vi andre var lige så glade over deres små træer, og lidt efter sad vi da også og forsøgte efter bedste evne at synge så meget, vi kunne huske af de gamle julesange.

Kl. 20.30 startede vores private juleudsendelse til Brønlundsfjord.

Sagen er den, at vi foruden vores egne julehilsner, også havde kørt, de hilsner derhjemmefra, som blev sendt til Pearyland-ekspeditionens overvintringshold i Brønlundsfjord, De otte, der sidder deroppe på det nordligste land i verden, er jo vore nærmeste naboer mod nord, kun 100 km. i fugleflugt. Og da vi vidste, at deres modtageforhold ikke er så gode som vores, ville vi nu juleaften sende dem alt, hvad der var af hilsner til dem, samt en lille hilsen fra os.

Udsendelsen var i øvrigt forbudt, men vi blæste på det forbud, og håbede, at der ikke var nogen der tilfældigt lyttede på det bånd.

Der blev startet med gengivelsen af "Pearylands nationalsang" Jens Hansens Bondegård.

Bag dette ligger en lille historie. Engang i sommer spurgte Statsradiofonien Eigil Knuth deroppe, hvordan deres modtageforhold var for Kalundborg, og fik til svar, at de var nogenlunde, blot var der for meget af den omtalte Jens Hansen. Denne bemærkning gjorde stor lykke langs hele kysten, og også i Danmark.

Da derfor Radiohusets speakere sendte deres private hilsen til Knuth (der jo var speaker under krigen) sørgede de for at spille netop den. Og for at glæde Knuths sjæl benyttede vi vores optagelse af sangen som indledning.

Palsby, som var programsekretær og speaker, kom så ind og annoncerede aftenens program og præsenterede de tre indledere, Kokken (der skulle havde været med Pearyland), Eli, som har været Knuths ledsager på lange slæderejser, og Poulsen, som er en meget nær ven af Knuth.

Så kørte den første afdeling af båndet, dog med nogle tekniske uheld i starten, som dog hurtigt blev klaret.

Efter dette kom Palsby igen til mikrofonen og sagde følgende:

"Dette var første del af stålbåndet. Mens vi nu skifter, vil vi sytten mand her i Danmarkshavn benytte lejligheden, til at slutte os til de ønsker om en glædelig jul og et godt og fremgangsrigt nytår, som I lige har hørt igen. Der er måske nok ikke så mange af os der kender hinanden, men vi hernede har dog i Peary-land-ekspeditionens håndbog kunnet se jeres data, og for at gøre gengæld, vil vi lige gennemgå Danmarkshavns folkeregister i korte træk fra A til S, idet vi lægger for med:

Tømrer Frode Andersen fra København, 42 år gammel og alvidende - hvad den mand ved er ikke værd at vide. Finalist i konkurrencen om stationens flotteste skæg.

Ingeniør Otto Andersen fra Lyngby, 39 år. Vores ukuelige pessimist, der stadig går og undrer sig over, at vi - trods hans stædige spådomme om det modsatte - dog i dag har en i det store og hele færdig station at arbejde i.

Telegrafist Villy Kurt Andersen fra Tjæreborg ved Esbjerg. Tidligere mejerist, 22 år gammel og meget stærkt forlovet med den kendte Lis.

Radiotekniker Kai Brandt fra København, kaldet "Pastoren" på grund af skægget og udpræget ateistisk tankegang. Om muligt endnu stærkere forlovet med Inge.

Tømrer Erik Christensen, 25 år. Hjemmehørende skiftevis i Skagen og Nordnorge. For tiden specialist i skriveborde og flagstænger.

Telegrafist Gert Schou Frandsen fra København N. 23 år gammel, tidligere maskinarbejder. Vores urolige hoved, der ustandselig bringer materiel og mennesker i livsfare. Største succes til dato opnåede han, da han rev to mand ned fra taget uden selv at komme noget til.

Tømrer Hannibal Gylden fra Sønder Vissing i det skumleste Jylland, 43 år gammel, men ligner nu en nyfødt, efter at skægget faldt forleden.

Maskinmester Erik Heering Hansen fra Vordingborg, 34 år, og komplet nervenedbrudt af ængstelse for sine "knurrebasser" - vore to Buhk motorer.

Og så er der vore to grønlændere, den femogtyveårige fanger, Kasper Karlsen fra Prøven og Knuths gamle bekendt, den toogtrediveårige fanger, Eli Kristiansen fra Jakobshavn. Begge to flinke og dygtige samt fanatiske tilhængere af Axel Schiøtz, julesalmer i september og Linguaphonekursus som underholdning.

Telegrafist Erik Lehmann, vor repræsentant for Fyns Land, nærmere bestemt Fåborg. 23 år. Tidligere Sømand. Også forlovet, - sig Birthe til ham, og han får drømmende øjne.

Jord- og betonarbejder, Julius Nissen fra Haderslev, 27 år, specialist i grænseproblemer og skorstensbygning.

Radiosondemand, Erik Palsby fra Charlottenlund, 23 år, tidligere journalist på Politiken. Bærer, efter udsagn fra flere upålidelige kilder, præg af, at Kokkens mad er for god, Komplet uforlovet, hvad der ærgrer ham.

Tømrer, Frede Munch Petersen, 34 år og fra Århus. Repræsentant for det jyske handelstalent. Nuværende bopæl: Kræmmerhuset.

Og så er der bossen, Kaptajn Ib Poulsen, 39 år. Hjemsted Grønlands Østkyst fra Scoresbysund til Skærfjorden.

Kok, Willy Skovbjerg, 22 år, født i Give. Stjålet fra Peary-land-ekspeditionen. Regerer strengt men godt i Kabyssen, mens han synger - knapt så godt - om utallige knuste pigehjerter, han har efterladt over hele kloden.

Og så som rosinen: Telegrafist, Kristen Sørensen, født i Havndal ved Randers. Romantisk kyniker - eller kynisk romantiker og forkæmper for teorien om, at alle over fyrretyve år bør skydes. - Han er selv 24.

Ja, det var altså vores lille blå bog. Og vi sytten sender Jer hermed de bedste ønsker om en glædelig jul og et godt nytår.

En hilsen fra nabo til nabo, adskilt af hundreder kilometer ødemark, is og sne, men forbundne gennem fælles kår, fælles mål og fælles længsler.

Tillykke med det arbejde I så godt har begyndt, og gid alle Jeres mål må blive nået i det kommende år."

Så spillede vi anden del af stålbåndet, og efter en lille times udsendelse kom Palsby atter ind og sluttede med følgende:

"Så slutter vi her fra Danmarkshavn vores lille juleleg - af tekniske grunde lader det sig desværre ikke gøre at gentage Pearylands nationalsang: Jens Hansen og hans husdyr. Men hvis I en anden dag føler trang til at høre den, så har vi den henkogt på stålbånd.

Og dermed endnu engang: Danmarkshavn ønsker Pearyland glædelig jul og godt nytår!"

Derefter kom så Knuth til mikrofonen deroppefra og svarede, idet han bl.a. sagde:

"Vi takker alle sammen mange gange for den fortræffelige udsendelse fra det nordøstgrønlandske studie, som vi håber, at høre fra en anden gang.

En hjertelig hilsen alle sammen fra Knuth og samtlige ekspeditionsdeltagere. En hilsen til Skovbjerg. Det var godt du kom til Grønland alligevel, og til Poulsen: de bedste juleønsker til dig og hele stationen.

Vi var meget glade for netop i aften at høre hilsnerne derhjemmefra en gang til.

Ganske vist havde vi hørt de fleste af dem i første omgang, men der var et par huller, som jeres stålbånd kunne udfylde for os. Et sådant raffinement har vi jo ikke - og dog har vi et stålbånd!

Vi har fat i den anden ende af det stålbånd, som binder alle os langs Østgrønlands kyst sammen, og jeg håber, at det vil binde os nærmere sammen i fremtiden.

Tak for i aften!"

Så var det slut med udsendelserne, og ved 10-tiden fik vi kaffe og kage. Grønlændernes juletræer var i mellemtiden kommet over i stuen. Poulsen tog et par meter film, da vi drak kaffe.

Efter at vi havde sludret over et par enkelte drinks til kl. 24.00, gik hver mand til sit!

Selvom vi gik pæn tid i seng, tror jeg ikke, der var nogen, der faldt i søvn de første timer, dertil var der vist for meget at tænke på.

Dagens Temp: Min: -29,0 Max: -25,0.

Lørdag den 25 - 12 - 48.

Måtte ud af køjen kl. 05.00 grundet morgenvagt.

Vejret var fint stille men koldt.

Kl. 12.00 fik vi en pæn julefrokost, men ellers forløb dagen stille og roligt.

Dagens Temp: Min: -29,0 Max: -27,0.

Torsdag den 30 - 12 - 48.

Ja, tiden siden jul er gået stille og roligt.

Vejret har ikke været alt for godt, i dag har vi en rygende snestorm, så man skal helst ikke stikke hovedet udenfor.

Dagens Temp: Min: -25,0 Max: -22,0.

Fredag den 31 - 12 - 48.

Nytårsaften stod ikke tilbage for julen.

Vi samledes kl. 18.10 til aftensmad, atter i Galla. Middagen bestod af skinke med grønlangkål, hvide og brunede kartofler og rødvin. Desserten var ferskner med portvin.

Efter at have spist forlagde vi residensen til dagligstuen, hvor kaffen blev serveret med tilhørende likører og cognacer.

Humøret var fint. Det havde vi været lidt bange for, de foregående dage havde der nemlig været lidt mumlen i krogene om, at "det blev der sgu nok ikke meget ved" og de oplysninger kokken kunne give med hensyn til aftenens spiritustildeling havde ikke lydt helt tilfredsstillende, men nu begyndte man at få øjnene op for, at det nok ville komme til at gå.

Mens vi drak kaffe og sludrede, var klokken imidlertid blevet 19.00, og vi stillede alle urene en time frem, for at kunne fejre årsskiftet samtidig med dem derhjemme.

Jeg måtte på stationen kl. 20.30, imens startede de andre på deres lille "Olympiade", der udkæmpedes i løbet af 90 minutter.

Der indledtes med "Pæreskydning". På en kasse 15 m. fra Bjørneborgs gavl, anbragtes nogle små lommelampebatterier med svage pærer i som skive, og Brandts salonriffel gik så på omgang.

Hver mand fik tre skud, og da ingen af dem kendte Kanonen, og det var svært at få ordentligt lys på sigtekornet, er der ikke noget at sige til, at træffesikkerheden var meget lovende for bjørnene.

Men det endte da med en fin sejr for Hansen, efterfulgt af Frode Andersen og Brandt.

Derefter gik det atter for sig i dagligstuen, hvor den ene væg var blevet beklædt med en cellotex-plade med to skiver til pilekast.

Atter var der tre skud pr. mand. Eli vandt stort, efterfulgt af Hansen og Frede.

Til sidst blev der kastet med tovringe til pind, og her sejrede Gert fint med tre flotte venstrehåndskast, mens Poulsen og Frede fik lige mange points.

Så afsendte vi vor nytårshilsen til "Brønlundsfjord", den var i aften ganske kort!

Vi spillede som sædvanlig Jens Hansen, hvorefter Poulsen talte ganske kort og ønskede dem et godt nytår fra os alle sammen.

Til slut spillede vi en Chopin plade, - deres telegrafists yndlingsmelodi, hvorefter vi forsvandt i æteren, mens Jens Hansen tonede ud.

Imens havde de andre moret sig, som de bedst kunne, der skulle også havde været kæmpet om Danmarkshavns-mesterskaberne i "Halv-tolv", men det blev ikke til noget.

Kl. 22.00 kom jeg fra vagt, og så fik vi kaffe, herunder deltes så de mange værdifulde præmier ud.

Hansen fik som mesterskytte to stk. toiletpapir, med ret til at bruge samme, Frode en Ballon (uoppustet), Brandt en telegramblanket, Eli en pakke tobak (af stationens dårligste), Hansen (som anden præmie) en raleigh og Frede (tredje præmie) 20 raleigh.

Gert fik en hasselnød, Poulsen en havareret vindmølle fra en radiosonde, og Frede en NONNE.

(En Nonne er noget meget specielt for Danmarkshavn, det er et 7 tommers søm, lidt bøjet i spidsen og bruges til vore dåsemik - til at tage den syltede frugt op af dåsen med - og enhver Danmarkshavner sætter en ære i at være ejer af en sådan).

Jeg fik en første præmie, et lille papirdannebrogsflag, ikke fordi at jeg havde været med til konkurrencen, men jeg var kommet med en nytårshilsen direkte fra Danmark - Frederikshavns Radio, som jeg lige havde haft forbindelse med.

Som slut på kaffen forenede vi vore pragtfulde stemmer i følgende sang:

(Melodi: Hist hvor vejen slår en Bugt)

Hist hvor Elven slår en bugt
ligger et Par huse smukt;
Væggene lidt skæve stå,
Ruderne er alt for få.
Døren synker halvt i knæ,
Claus og Tromle gumler Bæ.
I Kabyssen Kokken kvidre'
-Huset synker stadig vid're.

Solen ser man sjældent her
- kommer den mon aldrig mer?
Nordlys højt på Himlen står,
medens Storme i os flår.
Lyset brænder Døgnet rundt.
(Hansen syn's han har det ondt!)
Andersen betror Ballonen
- at han savner Skibs-Gong-gong'en.

Grønland er et farligt Land,
alle ting os hænde kan.
Man må gå med Bøsse på
- tænk, hvis Harerne os så!
Mens vi andre spiller Sjavs
bliver Frandsen ædt af Claus;
Frode skyder Bjørn om Natten,
-nåh, det var vist bare katten.

Tænk, så nær den kolde Pol
har vi "Øl" og højfjeldssol!
Hjemme går de vist og tror,
der er koldt så langt mod nord.
Højt de griner skadefro,
når de hører Radio.
"Godt vi har det på det tørre,
- Danmarkshavn har minus fyrre!"

Her ved "Danmarks" gamle Havn,
knuget hårdt i Isens Favn,
har vi bygget os et Hjem,
som vi godt kan vise frem.
Trods Tapet og andet Fusk
tåler det Orkaners Rusk,
og når atter Ryper kvidre',
ta'r vi fat og bygger vid're.

For at lette forståelsen af dette værk kan følgende oplyses:

Derpå samledes vi i den grønne salon (dagligstuen), hvor Brandt optrådte med sit eget bidrag, en oplæsning af "Knokkels-News".

Den i dette værk omtalte klabautermand er genfærdet af en fangstmand, der ligger begravet nede ved villaen, og som Villy bl.a. en nat hørte, skrev på Palsby's maskine, og som Hansen få dage forinden havde set vandre hvileløs rundt på Østerhavnenæs med en håndlygte.

Så optrådte Hansen og Eli med hver sin solosang og Frode sluttede den "Blandede fornøjelse" med et lille opvisning i suggestion med Kristen som et let offer.

Imidlertid var klokken blevet hen imod de tolv og vi åbnede for radioen, mens punchen blev skænket om og kransekagen skåret ud. Da de første klokkeslag lød gennem stuen, blev der stille. Alle rejste sig med glasset i hånden - og tankerne langt væk. Men det var kun et øjeblik. Så ønskede vi hinanden glædeligt nytår og drak ud.

Så delte Palsby atter et af sine åndelige produkter ud, den skulle synges:

(Melodi: "Godnatvalsen")

Nu svinger vognen langsomt rundt,
vi går igen mod sol;
snart bliver lyset os forundt
her ved den nordre pol.
:,: Så drikker vi for vores sol.
Kom, snart, du gamle ven!
Gør ung og skøn den kolde pol,
kom snart, kom snart igen! :,:

Mens nordlys flammer over land
vore tanker hjemad går,
den flyver mod den flade strand,
hvor hjerter for os slår.
:,: Så drikker vi på deres vel,
der husked' os i år,
og ønsker de må gå med smil
imod det nye år! :,:

Her sidder vi da, sytten mand.
tilfældigt sammenbragt.
Men også denne golde strand
kan mere venskabs magt.
:,: Fra mand til mand der går en ild
til fællesskabets bål;
- så drik da, drik hinanden til:
En fællesskabets skål! :,:

Så var vi oppe at stå igen, hvorefter Ingeniør Andersen talte med en speciel tak til Poulsen for hans ledelse. Så skålede vi igen, det gjorde vi nu meget den nat.

Da kl. så blev 24.00 GMT, måtte jeg på stationen og sende 0BS og efter det var vi ude at skyde nytår ind.

Vi havde intet fyrværkeri, men klarede os udmærket med vore rifler og maskinpistoler, og jeg skal garantere for, at hvis der har været nogle bjørne indenfor de nærmeste halvtreds kilometer før nytår, så varer det længe, før de kommer igen.

Efter det fik vi pølser og rundstykker. Og kl. 02.00 fik vi smørrebrød, vi drak og sang hele natten.

Selv om der var rig lejlighed til det, var der dog ingen som fik for meget, og ud på de små timer listede de af, lidt efter lidt.

Der var visse her, som havde moret sig med at give folk små oplevelser når de tørnede ind, jeg fandt en støvle og et koben i min køje.

Indhold · November 1948 · Januar 1949